Q&A: Ebbe Stub Wittrup

Vi befinder os i en alvorlig tid, hvor miljømæssige, klimatiske, sundhedsmæssige, kulturelle og politiske kriser væver sig sammen. Her er meget er på spil; nedbrud, nybrud og opbrud. Art Hub Copenhagen har indledt programmet Connectedness – Kinships and Circularity for at undersøge, hvordan forskellige kunstpraksisser og kunstnerisk forskning udforsker og oparbejder nye sprog for en så kraftfuld kompleksitet og sammenvævethed. Det er som om vi netop er ved at erkende, at alt påvirker og påvirkes af alt andet, og således er det forbindelserne og relationerne, som må undersøges og udforskes, hvor end besværlige, ulige, symbiotiske eller stridende disse forbindelser måtte være.

En morgen i september mødtes den danske kunstner Ebbe Stub Wittrup og kurator Marianne Krogh til en samtale om magt, ejerskab og territorier. Wittrup har senest arbejdet med botanik, plantefarver og en dansk-indisk kolonihistorie, og han har her undersøgt de territoriale forbindelser mellem planter, mennesker og geografier. Wittrup har forsøgt med et perspektiv på, hvordan menneskelige og ikke-menneskelige kroppe, kulturer og territorier altid er i forhandling og bearbejdning i en gensidig tilblivelsesproces; en proces, der opbløder en cementeret kulturhistorie og idéen om det autentiske, og som er en proces med mange magtkampe om definitioner på planter, fortællinger, økonomier og landskaber.

Samtalen tog især udgangspunkt i Wittrups seneste udstilling Botanical Drift på Copenhagen Contemporary, hvor Wittrup har fulgt den danske botaniker Nathaniel Wallichs indsamling, navngivning og klassificering af den indiske flora. Et arbejde, som fandt sted fra 1807, hvor Wallich blev sendt til den daværende danske koloni Serampore i Indien. Med udstillingen ønsker Wittrup at sætte fokus på kulturel appropriation, og hvordan det koloniale materialiserer sig både i sprog, planter, kroppe og industrier. Det gør han med en række herbariumsark, syv store bannere indfarvet med indiske farvepigmenter, en bil af mærket Jaguar lavet af stål fra det indiske firma Tata Steel og 24 forskellige håndtegn – det indiske mytologiske vokabularium mudrās – formgivet i bronze og som hænder i handsker.

Nedenfor kan du læse et uddrag fra samtalen mellem Ebbe Stub Wittrup og Marianne Krogh.

af Emmy Laura Perez Fjalland

Marianne Krogh: Du fortalte mig om et væveri i Spanien, som på mange måder blev hele anledningen til dine udforskninger af grænser, territorier, tid, magt og håndværk – samlet i vævninger, farver og mønstre. Vil du ikke fortælle om det?

Ebbe Stub Wittrup: For nogle år siden lavede jeg filmen Fabric of Flames* om det familiedrevede væveri Bujosa på Mallorca i Spanien, der væver et mønster, som kaldes Telas de Lenguas. Mønstret er i dag særligt forbundet med det område, men har gennem århundreder vandret fra Indonesien og kom ad Silkevejen til Europa. Mønstret og teknikken har vandret med hænder og mennesker og er landet forskellige steder i verden; for hver vandring, for hvert landskab og for hvert folk har mønstret og de særlige farver taget aftryk. Man kan genkende nogle af strukturerne i mønstret, og så er det nogle bestemte teknikker, hvor man binder nogle knuder, som farves med plantefarve, og når knuderne løsnes, folder mønsteret sig ud i selve tråden og i selve vævningen. Jeg blev interesseret i, at der ligger en form for tid i det her; hvordan mønstre transporterer sig selv gennem forskellige lande og forskellige håndværkere, som væver. Og så er det, at det er blevet farvet med plantefarver fra planter, som findes i det konkrete lokale landskab. Det er som om både vævningen og mønstret skabte et rum, et landskab. At se hvordan væverne indfarvede og vævede i omkring tre uger satte gang i min nysgerrighed om plantefarver, kulturhistorie og opblødninger af de territoriale grænser.

MK: Et særligt aspekt ved dit seneste arbejde med udstillingen Botanical Drift er den magt – og ulighed – der opstår ved navngivning. Vil du ikke fortælle mere om det?

ESW: De indiske planter havde, inden Wallich navngav og klassificerede dem efter den svenske botaniker Carl Linnés metode, allerede en lang, lokal kulturhistorie; de optrådte i mytologier, var del af de lokale landskaber, kulturer og de lokale markeder. Det at udvinde og indfarve med de lokale planters farvepigment var et urgammelt håndværk, som var skabt og opretholdt af de folk, der levede på netop det sted med netop de planter, der var omkring dem. Ved Wallich’s navngivning efter Linnés klassifikationssystem finder en kulturel appropriation sted og muliggjorde en europæisk kolonisering af planten og dens farver; et ufrivilligt ejerskifte, som blev del af det britiske imperiums økonomi og opretholdelse – især to planter, som Wallich “opdagede” (de fandtes, inden han opdagede dem), er eksempler herpå; indigo-planten, som har en signifikant blå farve, og Assam-te, der blandt andet indgår i Earl Grey og English Breakfast.

MK: Ejerskab og indtrængninger folder sig ud på rigtigt mange planer, og på mange måder træder du også selv lidt ind i den navngivende og ‘indtagende’ historie og præsenterer den i en ny dansk kontekst som dansk kunstner. Hvad er dine refleksioner herom?

ESW: Det har interesseret mig at følge det her danske kolonispor, og at ideen med plantefarverne og flagene (som et symbol på noget territorialt) var en anledning til at undersøge spørgsmål omkring sproglig appropriation, kolonisering, kulturarv og moderne industriers koloniale rødder. Jeg vil gerne være med til at skabe en anledning til at tale om disse ting, og jeg vil gerne undgå at være didaktisk! Hvis jeg kan pege ned i og belyse en problematik og folde den ud, håber jeg, det vil anspore til, at man selv kan tænke videre derfra. Jeg er optaget af der, hvor en form for genforhandling er i gang, hele tiden, om hvad, der er hvad. Det er her, at den kunstneriske praksis kan noget særligt for at kortlægge og formidle disse genforhandlinger uden at være didaktisk, uden at beslutte og lukke og uden at rationalisere det, der jo ikke er rigtig logisk alligevel.

MK: Du har fortalt, at du har villet kigge på verden med planten som en prisme. Vil du uddybe det, og hvad du gør?

ESW: Jeg samler, det jeg har lyst til at samle. Der er nogle tiltrækninger, og jeg tænker tit over, hvorfor jeg mon bliver optaget af det, jeg har samlet. Nogle gange ser jeg pludseligt et mønster, en tråd – og at disse indsamlinger kan stå i forhold til hinanden på forskellige måder og fortælle forskellige historier. Disse ‘billeder’ giver anledning til andre undersøgelser, dialoger og et grundigere researcharbejde. Det kan lyde, som om vejen har et mål, sted eller værk at nå, men jeg har egentlig ikke defineret det sted, hvor jeg skal hen, eller indkredset en eller anden bestemt tematik med det samme. Jeg tror meget på det med at holde nogle ting åbne i rigtig lang tid. På den måde at der er en hel masse ting, jeg samler op og forholder mig til, hvor jeg ikke umiddelbart kan se noget. Jeg er tiltrukket af tingene og begynder at researche på det, og så folder der sig en masse sammenhænge ud. Nogle ting, jeg tidligere har samlet op, hænger pludseligt sammen med det, jeg arbejder med nu, og så tager det en form på et tidspunkt. Uvisheden om, hvor det lander, er jeg meget interesseret i, og også det at have tillid til, at det åbner sig og hænger sammen på et tidspunkt.

Det er som at kigge med prisme, at forsøge at kigge længe i de forskellige retninger, og at tingene nogle gange spejler sig og nogle gange ikke passer sammen. Det handler om at træde ud af en særlig sprogramme om noget; lave nogle vandringer i den sprogramme, støde ind i forskellige ting og diskutere det sammen med andre. På den måde kan man udvikle et sprog for ting, som opstår undervejs, og som bliver stærkere og stærkere. Men også det, at man kan sige alt det, som vi ikke ved, men som vi kommer til at vide ved at tale om det. Det handler om at udvikle nye sprogligheder om det, man undersøger undervejs; hele tiden genbeskrive og genforhandle i samtaler og samarbejder med mine studerende og kollegaer.

MK: Og hvad gør det arbejde ved dine billedkunstfortællinger?

ESW: Det er med til at opbløde cementerede kulturhistorier og genbeskrive disse forhold og deres territorier. Billedkunsten kan formidle disse nye forhold med det, som man kan kalde et sansebaseret stof, hvor du som beskuer kan få mange informationer ved bare at sanse og opleve. Du får helt klart også noget ud af at læse om værkerne, men der er også mange informationer at hente ved blot at kigge på plantefarverne. Som beskuer kan man gennem nære observationer sanse og fornemme, at farverne gør noget og skaber særlige rumlige oplevelser. Oplevelser, som tilmed også spejler forskellige kulturhistorier og natursyn. Og måske åbner disse farver og stoffer som en lille knage op for at tale om noget så sammenfiltret som territorialitet, tid og magt. Det er som om, at de ting, der aldrig cementerer sig, bliver ved med at frembringe nye spørgsmål. Det tænker jeg er mit område, og der vil jeg helst forblive.

* Filmværket Fabric of Flames blev vist på Den Frie Udstillingsbygning i 2017 og var en undersøgelse af, hvordan kulturel identitet, teknologi og håndværkstraditioner opstår og udveksles på tværs af tid og sted. Værket er baseret på optagelser fra Bujosa-væveriet på Mallorca.