Menu

Open Call: Residency To Go 2024-2025

Er du billedkunstner og bosat i Danmark uden for Storkøbenhavn? Så kan du nu søge om en plads i AHC’s Residency To Go-program. Deadline for ansøgning er søndag den 12. maj kl. 23.59.

Residency To Go er ikke et traditionelt residency. Det er et seks måneders forløb med fokus på kunstnerisk udvikling, som foregår i billedkunstnerens eget atelier. Programmet inkluderer altså ikke en atelierplads, men er for kunstnere, som ønsker sparring og støtte til at udvikle og kvalificere sit arbejde og netværk.

Derudover er Residency To Go et program tilegnet kunstnere, som bor uden for hovedstadsområdet. Det er det, fordi AHC ikke kun er til stede lokalt i København og internationalt, men også arbejder tværnationalt med en holistisk forståelse af den danske kunstscene. Med andre ord har Residency To Go til formål at tilbyde udviklingsmuligheder til de billedkunstnere, som bor langt fra hovedstaden samt at inkludere en række ikke-københavnske kunstinstitutioner i programmet og dermed understøtte, at den danske kunstscene forbliver geografisk mangfoldig.

Residency To Go 2024-25 løber fra den 1. oktober 2024 til den 31. marts 2025. Der udvælges i alt tre billedkunstnere, som vil modtage et skræddersyet program af netværksdannelse, sparringsforløb med kuratorer og mentorer baseret i Danmark og Skåne, samt fire fagspecifikke workshops.

Programmet tager udgangspunkt i kunstnerens aktuelle praksis og består af både individuelle samtaler og fælles workshops med de øvrige kunstnere i programmet.

Som en del af residenciet vil der være mulighed for at arrangere en præsentation eller et ’Open Studio’, ligesom der vil blive planlagt en ekskursion til en række udvalgte institutioner i Danmark og/eller Skåne.

PROGRAMMET INDHOLDER:

  • Fire fagspecifikke workshops
  • To atelierbesøg med kuratorer med base i Danmark/Skåne
  • To atelierbesøg med mentorer med base i Danmark/Skåne
  • 21.000 kr. pr. måned i honorar
  • Mulighed for afholdelse af en præsentation eller et ’Open Studio’
  • Ekskursion til udvalgte institutioner i Danmark og/eller Skåne.

HVEM KAN SØGE?

For at komme i betragtning til Residency To Go skal du enten være uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi, Det Kongelige Danske Kunstakademi eller have en billedkunstfaglig uddannelse fra et tilsvarende kunstakademi i udlandet. Derudover skal det være tydeligt i din ansøgning, at du kan gøre brug af udviklingselementerne i To Go-programmet.

Du skal desuden have dit eget atelier, og du skal være bosat et sted i Danmark uden for Storkøbenhavn, som dækker over kommunerne Københavns, Frederiksberg, Albertslund, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Tårnby, samt dele af byområderne i Ballerup, Furesø, Greve, Ishøj, Rudersdal og Vallensbæk kommuner.

Vi værdsætter diversitet højt. Vi opfordrer derfor alle uanset etnicitet, køn, alder, identitet, handicap og seksualitet til at søge.

NB! Vi ønsker, at flest muligt får mulighed for at deltage i AHC’s residency-programmer. Derfor er det ikke muligt at søge, hvis du har været en del af Residency To Go eller Art Hub Residency tidligere.

SÅDAN SØGER DU:

For at søge skal du udfylde dette ansøgningsskema (højreklik på link og vælg ”åbn link i ny fane”, vælg download. Skemaet er en word-fil). Skemaet udfyldes på engelsk.

Det udfyldte skema sendes sammen med CV inkl. kontaktoplysninger (max. 1 A4-side) og billedmateriale inklusiv korte beskrivelser (max. 4 A4-sider).

DET HELE SKAL SAMLES I ÉN pdf-fil på max. 5 MB.

Ansøgningen sendes til ansogning@arthubcopenhagen.dk. I emnefeltet skal du skrive ”Residency To Go 2024-2025”.

Vi skal have modtaget din ansøgning senest søndag den 12. maj 2024 kl. 23.59.

BEHANDLING AF ANSØGNINGER:

Alle ansøgninger vil blive læst og gennemgået af en kunstfaglig jury, som i samarbejde med AHC vælger de endelige kandidater til Residency To Go.

Programmet bliver i det daglige drevet af kurator og projektleder Marie Braad Larsen, som også vil være residenternes kontaktperson gennem forløbet.

Har du spørgsmål til residenciet, så skriv til Marie på mb@arthubcopenhagen.dk

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12