Menu
Tilbage til kalenderoversigten

Art Hub Residency :

Bogreception og talk : Kasper Hesselbjerg

19. august 2021 17.00 - 19.00
Art Hub Copenhagen Halmtorvet 27, 1700 København V

I forbindelse med den danske udgivelse af de to værker Afskedsbrev til Shan Tao af Ji Kang og Hvad er en forfatter? af Michel Foucault inviterer Art Hub sammen med kunstner og forelægger Kasper Hesselbjerg til reception og samtale om de to udgivelser.

Kasper Hesselbjerg har netop afsluttet et residency hos Art Hub. Hans kunstneriske praksis udfolder sig i krydsfeltet mellem skulptur, billede og tekst og inkluderer også bogudgivelser. De to aktuelle udgivelser fra Forlaget Emancipa(t/ss)ionsfrugten er de første i en ny serie.

Ved receptionen vil Hesselbjerg præsentere tankerne bag den serie, de to udgivelser indleder, åbne for overvejelserne om de to værkers indbyrdes sammenhænge og fortælle om, hvordan det giver mening at udgive dem som en del af hans kunstneriske praksis.

De to værker vil desuden blive præsenteret af deres respektive oversættere: Peter Borum, der har oversat Hvad er en forfatter? fra fransk og Peter Damgaard, der har oversat Afskedsbrev til Shan Tao fra kinesisk. Ingen af de to værker har tidligere været oversat til dansk.

Forsker, kurator og skribent Anne Kølbæk Iversen vil agere moderator for samtalen.

~

De to bøger kan begge købes ved receptionen eller efterfølgende bestilles hos din favorit boghandler.

Det er gratis at deltage i receptionen og talken, men det kræver tilmelding via Billetto på linket her.

KORT OM KASPER HESSELBJERG:

Kasper Hesselbjerg (1985) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013. Hans kunstneriske praksis udfolder sig i krydsfeltet mellem skulptur, billede og tekst. Her afsøger han præmisserne for mødet med genstandene i vores hverdag, og hvordan vi sammen med dem kan skabe betydning.

KORT OM AFSKEDSBREV TIL SHAN TAO AF JI KANG:

“Hvis De fortsat søger at presse mig med ind i embedsstanden — i forventning om at vi sammen skal stige i graderne og være til gavn og glæde for hinanden — så vil jeg ganske sikkert miste forstanden. Medmindre De nærer et dybt had til mig, forestiller jeg mig ikke at De ønsker at gå så vidt.”

Ji Kang (223–262) var en kinesisk digter, musiker og taoistisk filosof. Han er kendt som en af De Syv Vismænd fra Bambuslunden, der i en periode med politiske uroligheder trak sig tilbage fra samfundet for uforbeholdent at diskutere kunst og filosofi, skrive digte, spille musik og drikke vin. I deres tilbagetrækning lå et ønske om at slippe for intriger, korruption og en “bureaukratisk” tilværelse, men også et ønske om at bringe tingene tilbage i naturlig balance. Disse sammenkomster anses som et muligt arnested for begrebet “fri tale” (qingtan), der tilsigtede en form for åndelig diskussion fritaget pragmatiske hensyn — og derfor som udgangspunkt var i konflikt med de herskende idealer.

I afskedsbrevet, der her er oversat og introduceret af Peter Damgaard, redegør Ji Kang for, hvorfor han må takke nej til den stilling, Shan Tao angiveligt påtænker ham, og hvorfor han i samme ombæring må afbryde deres forbindelse. Brevet er et forsvar for individuel frihed og rejser spørgsmål om, hvordan man forholder sig til den givne samfundsorden, og hvad man som individ kan og ikke kan acceptere.

KORT OM HVAD ER EN FORFATTER? AF MICHEL FOUCAULT:

“Det, man burde gøre, var at identificere det rum, der således er ladet tomt tilbage af forfatterens forsvinding, følge fordelingen af lakuner og revner og spejde efter de placeringer, de frie funktioner, som denne forsvinding lader komme til syne.”

Alle tekster skrives, men ikke alle tekster har forfattere, påpeger Michel Foucault i forelæsningen Hvad er en forfatter? fra 1969. At betragte skribenter som forfattere er at betragte deres tekst på en særlig måde. Det er at stille nogle bestemte spørgsmål og forvente nogle bestemte svar. Disse spørgsmål går ofte ud på at afkode forfatterens intention, men denne dyrkelse af ophav leder os kun på vildspor. I stedet foreslår Foucault at lade begrebet forfatterfunktionen erstatte ideen om forfatteren som en person. Forelæsningen kan således ses som et forsøg på at besvare nogle af de spørgsmål, der står tilbage efter Roland Barthes’ essay Forfatterens død fra 1967.

MERE OM FORLAGET

www.emancipatssionsfrugten.org

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12