Kurator fra New Museum bliver direktør for Art Hub Copenhagen

Den 1. juli tiltræder nuværende kurator på New Museum, New York, Helga Just Christoffersen som direktør for Art Hub Copenhagen. Hun skal dermed sætte retningen for det internationale samlingspunkt for kunstnerisk udvikling, der er i gang med at blive realiseret i København.

I januar 2019 flyttede Art Hub Copenhagen ind i midlertidige lokaler i Kødbyen i København og startede udviklingen af projekter med både nationale og internationale partnere. Siden er der blandt andet blevet arbejdet på at udvælge kunstnere til atelierpladser i hubben og til residencies i udlandet, samt planlægge et internationalt tværdisciplinært møde i København. Vigtigt var det også at finde en direktør med indsigt og netværk til at etablere Art Hub Copenhagen som internationalt samlingspunkt for kunsten. Med mere end 10 års erfaring fra den internationale kunstverden har Helga Just Christoffersen et indgående kendskab til kunstens institutioner på globalt plan og en stor viden om, hvor det institutionelle landskab er på vej hen.

Bestyrelsesformand Tine Fischer siger om valget af direktøren: ”Med Helga Just Christoffersen har vi fået en direktør, som ikke kun kommer med et vanvittigt godt internationalt netværk fra én af de absolut ledende internationale institutioner for samtidskunst. Vi har også fået en person, der kommer hertil med en afgørende vigtig ambition om at skabe et radikalt, nytænkende, internationalt udviklingsmiljø på dansk grund og herigennem løfte dansk samtidskunst ud i verden.”

En nytænkende institution for dansk og international samtidskunst

Art Hub Copenhagen skal blandt andet facilitere professionelle kunstneres virke gennem en engageret dialog med omverden og etablere aktiviteter baseret på partnerskaber med internationale aktører inden for både kunstneriske fag og andre discipliner. Med Art Hub Copenhagen ser Helga Just Christoffersen muligheden for at skabe et internationalt knudepunkt for samtidskunst i København: ”Jeg har med stor interesse fulgt afsættet for Art Hub Copenhagen og ser meget frem til at vende tilbage til Danmark for at løfte ambitionen om en international kunstinstitution i København. Jeg glæder mig til at bidrage til en stærk og voksende kunstscene, til at investere i kunstneres proces og udsagn og til at skabe en nytænkende institution for dansk og international samtidskunst, præget af kreativ generøsitet, disciplinær åbenhed og visionært drive, der kan fostre vedvarende dialog blandt et globalt netværk af aktører.”

Internationalt netværk og ambitioner for samtidskunsten

Helga Just Christoffersen har et indgående kendskab til både den danske og internationale kunstverden. Hun organiserede Den Danske Pavillon ved den 54. Venedig Biennale i 2011 og ledede som assisterende kurator det samlede Venedig Biennale team frem mod hovedudstillingen ved den 55. Venedig Biennale i 2013. Som kurator på New Museum i New York gennem de sidste fem et halvt år har hun kurateret en lang række internationalt anerkendte udstillinger og fokuseret på potentialet blandt den yngre generation af kunstnere og har gennem årene ledet store teams af medarbejdere.

Massimiliano Gioni, Artistic Director for New Museum siger: ”Helga har kurateret en imponerende række udstillinger for New Museum, og vi forventer intet andet end det bedste fra hendes hånd. Hun bliver en ekstraordinær kapacitet for Art Hub Copenhagen.”

Helga Just Christoffersen tiltræder den 1. juli 2019, hvor hun flytter tilbage til København efter at have været bosat i New York i knap 10 år.

Udvalgte fra Helga Just Christoffersens CV

Helga Just Christoffersen (f. 1983), Kunsthistoriker og kurator uddannet fra Københavns Universitet og Center for Curatorial Studies, Bard College, New York.

Afslutter i 2020 sin praksisbaserede kuratoriske Ph.d. fra Aarhus Universitet i samarbejde med Kunsthal Aarhus.

2019 Underviser ved MA in Curating, Aarhus University

2018 Underviser ved Center for Curatorial Studies, Bard College

2013-2019 Associate Curator, New Museum, New York (hvor hun har kurateret udstillinger med lang række af internationale samtidskunstnere, herunder: Leonor Antunes, Thomas Bayrle, Adelita Husni Bey, Nicole Eisenman, Petrit Halilaj, David Horvitz, Helene Nymann, Eva Papamargariti, Alexandra Pirici, Carol Rama, Cheng Ran, Lili Reynaud-Dewar, Pipilotti Rist, Hannah Sawtell, Marianna Simnett, Cally Spooner, Nari Ward, samt gruppeudstillingerne ”The Keeper”, ”The Equilibrists”, den tredje New Museum Triennale “Surround Audience” og “Here and Elsewhere”.)

2017-2019 – kurator for Chart Emerging. En serie af udstillinger med fokus på den yngre generation af nordiske kunstnere ved Chart Art Fair i København.

2013 – Assisterende kurator for hovedudstillingen ”The Encyclopedic Palace” ved den 55. Venedig Biennale

2012 – Vinder af Zabludowicz Collection Curatorial Open

2011 – Koordinator for Den Danske Pavillon ved den 54. Venedig Biennale

 

Pressekontakt

Organizational Advisor and Coordinator Susanne Hviid, sh@arthubcopenhagen.dk, tlf. +45 3154 3606