Menu
Søg
Tinne Zenner: Immaterial Extraction, Contingency Sample, Verksmidjan a Hjalteyri, Island, 2026
Tilbage til kalenderoversigten

Talk: Reframing Narratives – Tinne Zenner i samtale med Jane Jin Kaisen 

30. september 2026 17.00 - 19.00
Art Hub Copenhagen Thoravej 29, 2400 København NV

Denne samtale mellem Jane Jin Kaisen og Tinne Zenner tager afsæt i to kunstneriske praksisser, der begge arbejder med filmiske og rumlige installationer. Hvad kan det filmiske billede, når det bevæger sig ud af biografrummet og ind i det installatoriske rum? Hvilke sanselige erfaringer opstår, når lyd, billede og rum flettes sammen?

Kaisen og Zenners arbejde er i forskellige stadier af den kunstneriske forskningsproces – henholdsvis seks år efter en afsluttet, kunstnerisk ph.d. og ét år inde i en ny – men for dem begge er den lange, kunstneriske undersøgelse omdrejningspunktet. Samtalen flytter fokus fra de formelle rammer for kunstnerisk forskning og ind i selve den kunstneriske praksis: værkerne, metoderne og de undersøgelser, der driver arbejdet frem.

Med udgangspunkt i audiovisuelle installationer undersøger samtalen, hvordan kunst kan åbne for alternative narrativer og udfordre lineære historiefortællinger. Den kredser om forholdet mellem kamera, teknologi og krop, mellem nærvær og institutioner, mellem personlige relationer og statslige strukturer. 

Et gennemgående spor er oversættelse – ikke kun mellem sprog og medier, men også mellem discipliner, vidensformer og forskellige måder at erfare verden på. Gennem fælles interessefelter og forskellige kunstneriske metoder udfolder samtalen en undersøgelse af, hvordan langvarige kunstneriske processer kan skabe nye måder at tænke historie, politik og det audiovisuelle rum på.

~

INFO

Talk: Reframing Narratives – Tinne Zenner i samtale med Jane Jin Kaisen
Onsdag den 30. september kl. 17-19

AHC
Thoravej 29
2400 København NV

Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig her via Billetto.

Vær opmærksom på, at talken bliver holdt på engelsk.

~

OM TINNE ZENNER
Tinne Zenner er en billedkunstner og filmskaber bosiddende i København. Hun arbejder med analog film, 3D-renderinger og rumlige installationer, og hendes arbejde bevæger sig mellem biografen og udstillingsrummet, mens det udforsker de strukturer, hvor lag af historie, geopolitik og kollektive fortællinger er indlejret. Hendes arbejde er kritisk engageret i de strukturelle spor af den danske koloniale fortid og nutid i Kalaallit Nunaat. I øjeblikket fokuserer hun på den igangværende neokoloniale og usynlige udvinding af geologiske data.

I 2025 modtog hun Mads Øvlisen ph.d.-stipendium til sit praksisbaserede kunstneriske forskningsprojekt: Immaterial Extraction: Data Extraction in Kalaallit Nunaat, forankret hos Art Hub Copenhagen og på Københavns Universitet.

Hendes film er blevet vist på en række internationale filmfestivaler, herunder New York Film Festival, CPH:DOX, Courtisane, EMAF, Rencontres Internationales Paris/Berlin, Image Forum Tokyo og EXiS Seoul, og hendes installationsværker er blevet udstillet på museer og udstillingssteder internationalt på Reykjavik Kunstmuseum, Nuuk Kunstmuseum, Grønlands Nationalmuseum, Göteborg Kunsthal, Verksmiðjan á Hjalteyri, Tromsø Kunstforening og i Danmark på Vermilion Sands, Kunsthal Kongegaarden, Møstings Hus og Kunsthal Charlottenborg.

OM JANE JIN KAISEN
Jane Jin Kaisen er kendt for sine visuelt slående, flerlagede, performative, poetiske og flerstemmige feministiske værker, hvorigennem fortid og nutid bringes i relation. Med emner som erindring, migration, grænser og oversættelse aktiverer hun det felt, hvor levet erfaring og kropsliggjort viden krydser hinanden med større politiske historier.

Kaisen var professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi's Mediekunstskole fra 2020-2026. Hun har en ph.d. i kunstnerisk forskning fra Københavns Universitet og en MFA fra University of California Los Angeles. Hun deltog i Whitney Independent Study Program i 2007-08.

Jane Jin Kaisen repræsenterede Korea på den 58. Venedigbiennale med filminstallationen Community of Parting (2019). Hendes udstilling Community of Parting på Kunsthal Charlottenborg blev tildelt prisen "Årets Udstilling 2020" af International Association of Art Critics, Danmark. Hun er desuden modtager af Ole Haslunds Kunstnerlegat (2025), Beckett-Prisen (2023), Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat (2023) og det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond (2022).

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12