Atelierpladser til tre professionelle kunstnere, der vil udforske, se fremad og gå nye veje

Er du i din kunstneriske praksis optaget af aktuelle videnskabelige eller teknologiske spørgsmål? Arbejder du med de samfundsmæssige og eksistentielle perspektiver for en verden som i stigende grad dataficeres? Orienterer du dig mod de nyeste tendenser indenfor bioteknologien?  Så skal du søge Art Hub Copenhagens nye atelierprogram.

Art Hub Copenhagen er en ny international institution for professionelle kunstnere i København. I 2019 tilbyder vi atelierpladser til tre kunstnere, som i en seks måneders periode skal arbejde med temaet: Life in the Future of Science and Technology.

Tematikken er åben, men vi prioriterer en tværfaglig tilgang. Så det er din opgave, at give temaet overraskende og visionær kant, både i forhold til emne, vinkel og metode. Undervejs i forløbet skal du ligeledes arrangere minimum én aktivitet med offentlig karakter. Art Hub Copenhagen kuraterer til gengæld en række events med relation til tematikken.

Art Hub Copenhagen vil i de kommende år planlægge en række tematiske aktiviteter, atelierpladserne tilbydes derfor kunstnere som arbejder inden for den tematik som er valgt at køre frem til 2023 – Life in the Future of Science and Technology. Idéen med at sammensætte tre kunstnere som arbejder inden for en fælles tematik udspringer af Art Hub Copenhagens ønske om at facilitere nye kollektive rammer for professionelle kunstnere, hvor faglig dialog og synergi er i fokus. Atelierpladserne er således et pilotprojekt for en omfattende indsats, som kommer til at udfolde sig i Art Hub Copenhagens regi over de kommende år, nationalt såvel som internationalt.

Atelierpladserne er indflytningsklare medio februar. Og hver kunstner får stillet et individuelt rum, et stort fælleslokale og et møderum til rådighed. Atelierpladserne er gratis og inkluderer midler til produktion. Art Hub Copenhagen samarbejder desuden med Statens Værksteder for Kunst, så der kan eventuelt også stilles udvidede produktionsfaciliteter til rådighed. De udvalgte kunstnere vil indgå i et arbejdsfællesskab med Art Hub Copenhagens team.

Skal du være med? Så skynd dig at sende dit projekt eller ide til Art Hub Copenhagen, hvor din ansøgning vil blive behandlet af en faglig jury. Ansøgningen skal være på max. 1 A4-side + CV og billedmateriale (3-5 billeder) som dokumenterer, at du tidligere har beskæftiget dig med en i forhold til ansøgningen relateret tematik.

 

Ansøgningsfrist

31. januar. Svar forventes inden for to uger derefter. Afslag begrundes ikke.

Ansøgningen sendes som PDF (max 5 MB) til ansogning@arthubcopenhagen.dk eller som print til Art Hub Copenhagen, Otto Mønsteds Gade 5, 1571 KBH V (mærket “Ansøgning”).

Spørgsmål om ansøgning og atelierpladserne kan rettes til projektleder Susanne Hviid på sh@arthubcopenhagen.dk eller projektudvikler Jacob Lillemose på jl@arthubcopenhagen.dk

Atelierpladserne er beliggende i Art Hub Copenhagens lokaler på Halmtorvet 27 i Kødbyen og er indflytningsklare medio februar.

For mere information om Art Hub Copenhagen se arthubcopenhagen.net.