Kalender af Begivenheder
M man
Ti tirs
O ons
To tors
F fre
L lør
S søn

Testing Ground
Kristoffer Raasted:
New Connections – Queering the Radio Voice III
18. marts 2021, 17:00–19:00, Halmtorvet 27, 1700 København V

Foto: Jonas Fogh
Over fire uger sender billedkunstner og ph.d.-studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, Kristoffer Raasted, liveradio fra Art Hub hver torsdag. I radioprogrammet, som har titlen New Connections: Queering the Radio Voice, undersøger Raasted blandt andet forholdet mellem krop og stemme, særligt vores normative opfattelser af hvilke stemmer – anatomiske såvel som syntetiske – der forbindes til hvilke kroppe.
I det tredje af fire programmer, der er produceret i samarbejde med Art Hub, er podcasts det tematiske omdrejningspunkt. Ifølge Kristoffer Raasted er podcasts et intimt rum at lytte i og et materiale, der kan flettes sammen på kryds og tværs.
I samtaler med journalist og radioproducent fra The Lake, Jan Høgh Stricker, museumsinspektør Magnus Kaslov og kunstner Thorbjørn Saugmann Andersen vil han i dette tredje program undersøge, hvilke muligheder og begrænsninger der er i podcastformatet, og hvad vil det sige at arbejde med podcast som et kunstnerisk materiale.
Programmet bliver live-streamet fra podcaststudiet via Art Hubs hjemmeside og vil efterfølgende blive lagt ud som podcast.
OM KRISTOFFER RAASTED
Kristoffer Raasted er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2018 med en supplerende MFA i kunstteori fra École Nationale Supérieure des Beaux-Arts, Faculdade de Belas-Artes Ulisboa samt praktikophold på Issue Project Room i New York. I september 2020 påbegyndte Raasted en praksisbaseret ph.d. ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og Københavns Universitet; et forskningsprojekt, som indskriver sig i det tværdisciplinære felt mellem lyd, performance og installation.
MERE OM NEW CONNECTIONS: QUEERING THE RADIO VOICE
Det teoretiske tankegods i Raasteds ph.d.-projekt, New Connections: Queering the Radio Voice, tager afsæt i en komparativ læsning af Judith Butlers Undoing Gender og Giorgio Agambens Language and Death. Begge tænkere refererer i respektive bøger til Hegels negativitetsbegreb og til talehandlingsteori, og det er projektets ambition – igennem podcasts med samtaler, værker og lydeksperimenter – at forene og nytænke de to tænkeres forståelser af både performativet og stemme.
Kristoffer Raasted opfatter sit praksisbaserede forskningsprojekt som kunstnerisk tænkning snarere end ’artistic research’ – en mindre resultatorienteret og mere processuel tilgang til grundforskning. Intersektionel feminisme og bæredygtighed er desuden centrale emner i projektet. Læs mere her.
OM TESTING GROUND
Kristoffer Raasteds radioprojekt er en del af Art Hubs program Testing Ground, som er en ’testplads’ for kunstneriske forskere, der ønsker at afprøve idéer og metoder i praksis. Et forum, hvor den kunstneriske proces kan møde og afprøves overfor et publikum eller over for fagfæller. Her kan kunstneren kvalificere relevante temaer og dele sine undersøgelser i et nyt, eksperimenterende rum, der befinder sig mellem den akademiske og kunstneriske praksis, mellem atelier og udstillingsrum.