Menu
Søg

AHC præsenterer tre kunstnere på Roskilde Festival 2025

For tredje år i træk er AHC gået sammen med Art & Activism på Roskilde Festival om at præsentere tre kunstnere, som alle tidligere har været en del af et AHC-program. De tre valgte kunstnere præsenterer nyproducerede værker, som på hver deres måde berører emner om håb, diversitet og kærlighed på årets festival.

 

1 / 6

Julie Nymann. Foto: Davy Denke / Rytter & Denke.

2 / 6

Julie Nymann. Foto: Davy Denke / Rytter & Denke.

3 / 6

Bartek Arobal Kociemba: Rendering af pavillon.

4 / 6

Bartek Arobal Kociemba, Mikkel Nielsen and Stefan Węgłowski.

5 / 6

Nicolai Risbjerg.

6 / 6

Nicolai Risbjerg.

De tidligere år har de kunstnere, som AHC har haft kommissioneret til at deltage i Roskilde Festival, alle været en del af AHC’s To-Go-residencyprogram. Som noget nyt i år er kunstnerne blevet valgt på baggrund af et open call, som kunne søges af alle kunstnere der er, eller tidligere har været, associeret med AHC.

Dermed har flere kunstnere fået muligheden for at søge om at skabe værker til Roskilde Festivals Art & Activism-program og prøve kræfter med en helt særlig platform for offentlig kunst og et usædvanligt stort publikum.

Årets kunstnere er Bartek Arobal Kociemba, Nicolai Risbjerg og Julie Nyman, som vil præsentere stedsspecifikke værker, der spænder fra performance, installation, skulptur og lydværk. Værkerne er fulde af håb, kærlighed, aktivisme og spiritualitet og taler ind i Art & Activisms grundsten om utopi med deres inspirerende forestillinger om en mere inkluderende verden.

Siden sidste års festival har de tre kunstnere været i et tæt sparringsforløb med AHC og holdet bag Art & Activism omkring udviklingen af værkerne. Kunstnerne har haft AHC’s værksteder på Thoravej 29 til rådighed i produktionen af værkerne.

Inddragende performances inviterer til at skabe dybere forbindelser
I opvarmningsdagene kan du opleve performances af Bartek Arobal Kociemba og Nicolai Risbjerg. Allerede søndag d. 29. juni aktiverer Arobal sin installation Rehearsals of Belonging 2.0, hvor du kan være med til en guidet queer meditation.

Sammen med arkitekt Mikkel Nielsen og komponist Stefan Weglowski har Arobal skabt et sanseligt rum og et ”safer space”, hvor kunst, aktivisme og spiritualitet smelter sammen. Her vil du blive inviteret til at deltage i interaktive performances og meditationer, som inviterer til fordybelse og refleksion.

Kan du næsten ikke sidde stille, kan du komme dagen efter, hvor Arobal byder indenfor i installation til en danseperformance. Under hele festivalperioden kan du besøge pavilionen Rehearsals of Belonging 2.0. Se det fulde overblik over alle performances i warm-up-dagene længere nede.

Action Man leger med kønsrollerne
Mandag d. 30. juni og tirsdag d. 1. juli kan du også opleve Nicolai Risbjergs performance Action Man Collecting Sweethearts, hvor den ellers hyper-maskuline figur Action Man bringer sin kærlighedshær med rundt på festivalpladsen for at sprede kærlighed og flirte med festivalgængerne.

Allerede nu har Action Man sendt kærestebreve afsted som papirfly, og de er landet i Roskilde bymidte. Nicolai Risbjerg har skabt en serie af skulpturer udformet som overdimensionerede papirfly, der fylder byrummet med kærlighed og håbefulde forespørgsler: ”Skal vi være kærester – ja, nej, måske?”

Skulpturerne kan opleves hele sommeren.

Fællesskabets kraft demonstreres i en korperformance om ordblindhed
Når festivalpladsen åbner, kan du opleve Julie Nymanns totalinstallation vores stæmmer er framtidsdrømme i Glorias foyer, som inviterer publikum til at reflektere over, hvordan vores forskelligheder kan styrke fællesskabet fremfor at skabe opdelinger.

Om fredagen aktiverer Nymann sit værk Fordelene ved at være ordblind i en korperformance på Platform, der består af professionelle sangere og studerende fra VUC Roskilde, som selv har erfaring med dysleksi. Koret vil fremføre personlige fortællinger om livet som ordblind og neurodivergent.

~

Få det fulde overblik over programmet her:

Søndag 29. juni

Kl. 11.45           Nicolai Risbjerg: Action Man Collecting Sweethearts
Flokkr                Performance

Kl. 12.00           Arobal: Rehearsals of Belonging 2.0: Queer meditationer
The Yard           Installation, performance

Mandag 30. juni

Kl. 12.20           Nicolai Risbjerg: Action Man Collecting Sweethearts
Flokkr                Performance

Kl. 14.00           Arobal: Rehearsals of Belonging 2.0: Inddragende Dance Performance
The Yard           Installation, performance

Tirsdag 1. juli

Kl. 13.00           Arobal: Rehearsals of Belonging 2.0: Participatory Sound Bending
The Yard           Installation, performance

Onsdag d. 2. juli (og resten af festivalperioden)

Kl. 16.00           Julie Nymann: vores stæmmer er framtidsdrømme
Glorias foyer    Installation, skulptur

Fredag d. 4. juli

Kl. 11:45:          Julie Nymann: Fordelene ved at være ordblind.
Platform           Korperformance + lydinstallation

~

OM BARTEK AROBAL KOCIEMBA
Bartek Arobal Kociemba (f. 1984) er en polsk billedkunstner, spirituel underviser og medstilfer af det kunstnerdrevne VLP Gallery i København. Han er autodidakt og bosat i København og arbejder med installation, performance og ritualer. I sine værker søger Arobal efter en fælles rod til botaniske, dyriske og sanselige motiver af ’andethed’ fra et migrant- og mediterende perspektiv, hvor det synlige og usynlige er ligeværdigt.

OM NICOLAI RISBJERG
Nicolai Risbjerg er billedhugger og performancekunstner, uddannet fra Kunstakademiet i Bergen i 2020. Han arbejder med at skabe alternative fortællinger og perspektiver på køn, kærlighed og identitet. Med en legende tilgang placerer han genkendelige symboler i nye kontekster og udforsker vores opfattelse af os selv og hinanden med et ønske om at fremme et mere queer, kærligt og inkluderende samfund.

OM JULIE NYMANN
Julie Nymann lever og arbejder i København. Hendes arbejde er kendetegnet ved dets engagement i og tætte opmærksomhed på de visuelle og lydlige miljøer, hun undersøger. Hendes installationer er konstrueret som fordybende sanseoplevelser, hvor film og lyd er spredt ud i flerkanalskompositioner. Hun tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2024.

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12