Menu
Tilbage til kalenderoversigten

Art + Architecture :

Det grænseløse arbejdsliv

1. maj 2024 15.00 - 17.00
Art Hub Copenhagen Halmtorvet 27, 1700 København V

Kom og vær med til at markere Arbejdernes internationale kampdag, når Art Hub Copenhagen (AHC) og Copenhagen Architecture Festival (CAFx) inviterer kunstnere, arkitekter og designere til at fortælle og samtale om de prekære forhold i kulturbranchen.

Hvordan finder vi nye modeller for at arbejde bæredygtigt inden for kulturens verden? Og kan vi sammen ændre kulturen med tankegangen om, at den bæredygtige omstilling starter hos os selv?

Det er nogle af de spørgsmål, som vil blive diskuteret på dagen, hvor også fagforeningerne BKF og FAOD deltager og bringer deres store kendskab til branchens lange og intense arbejdsdage, lave lønninger og svære arbejdsmiljøer med i samtalen.

PROGRAM

15.00: Velkommen
15.05-15.15: 1. maj-tale ved strategisk designer Brian Frandsen om ’Det Grænseløse Arbejdsliv’
15.15-16.15: Samtale mellem syv kunstnere, arkitekter og designere, modereret af Marie Thams, billedkunstner og forperson i BKF.
16.30: Mingling og lidt at drikke
17.00: Tak for i dag.

Læs om alle de deltagende nedenfor.

~

Art Hub Copenhagen & Copenhagen Architecture Festival
Halmtorvet 27
1700 København V

Onsdag den 1. maj
kl. 15.00 - 17.00

Eventet er gratis, men kræver tilmelding her.

Samtalen foregår på dansk.

~

DELTAGERNE:

METTE RIISE
I en verden af PowerPoint-slides, jakkesæt, klimarapporter og kunstgræs undersøger Mette Riise, hvad kunstnerens værdi er i den ’kapitalocæne’ tidsalder. Det gør hun ved at bruge sit eget kunstnerskab som eksperiment og ved at engagere sig i andre brancher såsom tv, stand-up, comedy og regnskab. Resultatet er performative, installationsbaserede og videodrevne værker, der leger med for- og bagsiden af det senkapitalistiske teater. I dette skæringsfelt mellem økonomisk rationale, systemkritik og populærkultur befinder Riises værker sig i en kritisk, post-kritisk, humoristisk og dybt alvorlig søgen efter værdi. Mette Riise (DK, 1992) har en BFA fra Akademie der bildenden Künste Wien (2021) og MFA fra Malmø Kunstakademi (2023).

OSCAR YRAN
Oscar Yran udstiller i øjeblikket på Statens Museum for Kunst og arbejder på en offentlig udsmykning til Nyboder i København. Arbejdet udforsker de materialer, som vores omgivelser er skabt af, og hvilke konsekvenser det har for mennesket i det lille og store perspektiv. Arbejdet refererer til historie og myter igennem figuration. Skulpturer, tryk og installationer materialiseres i træ, plastik og sten, ofte med kontrast mellem syntetiske og organiske substanser. Oscar Yran (NO, 1990) bor og arbejder i Danmark.

BRIAN FRANDSEN
Brian Frandsen er selvstændig strategisk designer og hjælper mennesker, organisationer og fællesskaber med at navigere i en foranderlig verden og drømme om en bedre og mere bæredygtig fremtid. Han har arbejdet med design- og forandringsprocesser, ledelsesudvikling og organisationsdesign i en række både store og små, danske og internationale organisationer og har tidligere været ansat i blandt andet Dansk Design Center og Alternativet.

JOHANNE AARUP HANSEN
Johanne Aarup Hansen er uddannet interaktionsdesigner fra Designskolen Kolding (2011) og bor og arbejder i København. I sin praksis arbejder hun med selvorganiserede og researchbaserede designprojekter, som skaber rum for at opleve og diskutere designfagets politiske og sociomaterielle aspekter, bl.a. i en række samarbejdsprojekter. Ud over en selvstændig praksis har Johanne Aarup Hansen siden 2019 været tilknyttet Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet som underviser og vejleder og har siddet i bestyrelsen i Forbundet Arkitekter og Designere i årene 2014-2021.

JOSEFINE KRABBE MUNCK
Josefine Krabbe er uddannet møbeldesigner og medstifter af udstillingsplatformen Ukurant, der viser eksperimenterende design fra unge talenter. Ud over at præsentere innovative tilgange til materialer, teknikker og form fokuserer Ukurant på at skabe forbindelser mellem den etablerede designverden og nye designere med fokus på at fremme fællesskab og arbejdsvilkår. I sit eget virke har Josefine Krabbe Munck hovedsageligt arbejdet freelance med filmscenografi og set design i projekter, der rummer alt fra tv-serier og reklamer til mere kunstneriske produktioner.

LAUGE FLORIS
Drømmekontoret er skabt af Lauge Floris Larsen, som er uddannet arkitekt MAA på Det Kongelige Akademi i København. Drømmekontoret er en fremtidsundersøgelse og en form for tegnestue, indrullet i dimensionen mellem virkelighed og utopiske drømmeverdener. Drømmekontoret arbejder uafhængigt og gerne i samarbejde med andre inden for skriverier, arkitektur og kunst.

MARIE THAMS
Marie Thams (1982, DK) er billedkunstner med base i København. Hun har en MFA Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler (2011) og en BA(Hons) i Fine Arts and History of Art fra Goldsmiths, London (2009). Siden 2022 har Thams været forperson for Billedkunstnernes Forbund, BKF. I sit kunstneriske arbejde forener Thams mange discipliner; installation, skulptur, lyd, film, poesi og performance, i et samlet udtryk. Hun skaber derved flere indgange til samtaler, der omhandler emner som køn og ligestilling, arbejdsliv og produktivitet samt retorik. Hun har tidligere været medlem af Statens Kunstfonds Repræsentantskab (2017–20) og i de seneste år været gæstelærer ved blandt andet Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

ANNA WEBER HENRIKSEN
Anna Weber Henriksen (1990, DK) er billedkunstner, uddannet fra Det Fynske Kunstakademi (2018). Hun laver samskabende værker i dialog med det omgivende miljø, hvor landskabet både er kunstnerens lærred, materiale, motiv og udtryk. Landskabets råmaterialer og performance indgår i det, Anna Weber Henriksen betegner som “udvindingen” af værkerne. En del af hendes virke er kunstnerdrevne platforme og tværæstetiske samarbejder, og sideløbende med hendes praksis iværksatte hun i 2009 Spirefestival på Tuse Næs med ambitionen om at skabe et tværkunstnerisk samlingspunkt på landet.

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12