Menu
Tilbage til kalenderoversigten

Testing Ground :

Kristoffer Raasted: New Connections – Queering the Radio Voice

25. februar 2021 17.00 - 19.00
Art Hub Copenhagen Halmtorvet 27, 1700 København V

Den 25. februar lancerer Art Hub et nyt program, “Testing Ground”. Det er et offentligt program med fokus på kunstnerisk forskning, som tilbyder en eller flere kunstnere et rum for afprøvning af kunstneriske ideer, tematikker, materialer og metoder. En slags ’testplads’ for kunstnerisk tænkning.

Første inviterede billedkunstner er ph.d.-studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, Kristoffer Raasted, som vil etablere en radiostation i Art Hub og over fire uger sende liveradio hver torsdag.

Raasteds ph.d.-projekt, “New Connections: Queering the Radio Voice”, som også er titlen på hans radioprogram/podcastserie, skal blandt andet undersøge forholdet mellem krop og stemme, særligt vores normative opfattelser af, hvilke stemmer – anatomiske såvel som syntetiske – der forbindes til hvilke kroppe.

Første radioprogram sendes live fra Art Hub torsdag den 25. februar kl. 17-19. Her har Kristoffer Raasted inviteret billedkunstner Marie Kølbæk Iversen samt vokalisterne og komponisterne Katinka Fogh Vindelev og Marcella Lucatelli til en samtale om, hvordan stemmer sætter et aftryk i det fysisk-digitale materiale, og hvordan denne mulighed for at fastholde stemmen i et materiale ændrer vores forståelse af stemmens relation til kroppen.

Samtalen, der bliver streamet live fra podcaststudiet på Halmtorvet, tager udgangspunkt i gæsternes praksis, og vil efterfølgende blive gjort tilgængelig som podcast. I løbet af udsendelsen fremføres performative værker. Samtalen foregår på engelsk.

OM KRISTOFFER RAASTED

Kristoffer Raasted er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2018 med en supplerende MFA i kunstteori fra École Nationale Supérieure des Beaux-Arts, Faculdade de Belas-Artes Ulisboa samt praktikophold på Issue Project Room i New York. I september 2020 påbegyndte Raasted en praksisbaseret ph.d. ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og Københavns Universitet; et forskningsprojekt, som indskriver sig i det tværdisciplinære felt mellem lyd, performance og installation.

MERE OM NEW CONNECTIONS: QUEERING THE RADIO VOICE

Det teoretiske tankegods i Raasteds ph.d.-projekt, New Connections: Queering the Radio Voice, tager afsæt i en komparativ læsning af Judith Butlers “Undoing Gender” og Giorgio Agambens “Language and Death”. Begge tænkere refererer i respektive bøger til Hegels negativitetsbegreb og til talehandlingsteori, og det er projektets ambition – igennem podcasts med samtaler, værker og lydeksperimenter – at forene og nytænke de to tænkeres forståelser af både performativet og stemme.

Kristoffer Raasted opfatter sit praksisbaserede forskningsprojekt som kunstnerisk tænkning snarere end ’artistic research’ – en mindre resultatorienteret og mere processuel tilgang til grundforskning. Intersektionel feminisme og bæredygtighed er desuden centrale emner i projektet.

OM TESTING GROUND

Kristoffer Raasteds radioprojekt er en del af Art Hubs program “Testing Ground", som er en ’testplads' for kunstneriske forskere, der ønsker at afprøve idéer og metoder i praksis. Et forum, hvor den kunstneriske proces kan møde og afprøves overfor et publikum eller over for fagfæller. Her kan kunstneren kvalificere relevante temaer og dele sine undersøgelser i et nyt, eksperimenterende rum, der befinder sig mellem den akademiske og kunstneriske praksis, mellem atelier og udstillingsrum.

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12