
Tirsdag den 14. juni inviterer Art Hub Copenhagen og kunstner Javier Alvarez Sagredo til Free Lunch.
Samtalen over frokosten vil tage udgangspunkt i deres reflektioner over associativ poesi med ler og maleri som performance - særligt i relation til deres aktuelle værk ”Untitled (Only shadow can judge me)”, der kan opleves på Art Hub som en del af udstillingsserien THE ONES WHO EXIST DESPITE OF OR BECAUSE OF OR INSTEAD OF OR AFTER THE FACT OF kurateret af Arrange the Ants.
Som en del af samtalen vil der også være en oplæsning fra Javier's debut bog "Trauma" og en screening af deres seneste videoværk "Baby".
Javier Alvarez Sagredo har inviteret gallerist og kurator Matteo Cantarella til at deltage i samtalen.
“Untitled (Only shadow can judge me)” kan opleves i Art Hubs vinduer i perioden 8.-30. Juni.
~
Hvis du ønsker at deltage i frokosten, skal du sende en mail til rsvp@arthubcopenhagen.dk seneste søndag den 12. juni.
Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser.
Samtalen er på engelsk og der serveres et vegetarisk måltid.
~
OM JAVIER ALVAREZ SAGREDO
Javier Alvarez Sagredo (f.1994) er en chilensk-svensk mixed-media kunstner. Deres praksis udspringer af en kontinuerlig søgen efter et æstetisk sprog, der beskæftiger sig med koncepter indenfor både social- og politisk filosofi. Javiers værker undersøger rammerne for historiefortælling og forsøger at frisætte undertrykte stemmer fra den unge generation, minoriteter og statsløse. Deres arbejde fungerer som en kritisk iagttagelse af samtidskunstens traditioner og hvordan disse relaterer sig til statsløshed, fremmedgørelse og støj. Centralt i deres værker er orkestreringen af personlige erfaringer animeret gennem materialer, rytme og ekko.
Javier Alvarez Sagredo har en MFA (2021) fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. De har blandt andet udstillet i Kunsthal Kongegaarden (Korsør), Udstillingsstedet Sydhavn Station (København), Villa Kultur (København) og Kummelholmen (Stockholm).