Den 19. april inviterer Art Hub igen til Free Lunch, denne gang sammen med kunstner Kåre Frang. Under frokosten vil samtalen tage udgangspunkt i Frangs to seneste udstillinger: Bake a Cake, der vises på M100 i Odense frem til 24. april og Landscapes of Doubt, der kunne opleves på Inter.pblc i København indtil 1. april, og herefter med titlen Landscapes of Doubt: A Change of Plans frem til d. 8 april, hvor udstillingen genåbnede med værker bestående af genstande fra udstillingen som tidligere ikke var defineret som værker.
Kåre Frang har inviteret kurator Tone Bonnén og kunstner Tove Storch til at deltage i samtalen.
~
Hvis du ønsker at deltage i frokosten, skal du sende en mail til rsvp@arthubcopenhagen.dk seneste søndag den 17. april.
Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser.
Samtalen er på dansk og der servers et vegetarisk måltid.
~
OM KÅRE FRANG
Kåre Frang (f. 1992) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2020.
Kåre Frangs arbejde udspringer af en fascination af vores dagligdag og dens strukturers skrøbelighed, tyngde og sammenbrud. Igennem forskellige tilstande og stadier af både indre og ydre uro bliver genstande og overgange undersøgt, udstillet og bearbejdet. Gennemgående for Frangs praksis er forskellige elementer af abstraktion, om det så er i for hold til tid, skala eller materiale, så bindes værkerne sammen ved at have forskudte forhold til hvad der opleves som normalt. Eksempelvis i Frangs videoværker, som kan betragtes som skulpturer eller narrativ-baserede genstande i forandring indeholdende både en skulpturs start- og slutpunkt.