Menu
Søg
Tilbage til kalenderoversigten

Partnerships :

Ulan : En filmforevisning kurateret af Vanini Belarmino

24. august 2022 19.00 - 20.15
BIO 1711 Flæsketorvet 38B, 1711 Copenhagen

Kurator Vanini Belarmino præsenterer en dobbelt filmforevisning med film af Kiri Lluch Dalena (Filippinerne) og Khvay Samnang (Cambodja) den 24. august kl.19.00.

~

Det er gratis at deltage i visningen, men der er et begrænset antal pladser, så vi anbefaler, at man reserverer en plads ved at hente en gratis billet her.

~

Med udgangspunkt i begrebet ulan, det filippinske ord for regn, berører de udvalgte filmværker naturens kraft og vrede. Ulan påtager sig rollen som både den usynlige hovedperson og primære antagonist i filmene, alt imens de forskellige medvirkende kæmper med deres egen prøvelser forårsaget af ekstrem nedbør fra himlen – eller konsekvenserne af dens fravær. Ulan er, sådan som naturen er indrettet, nødvendig for vores overlevelse, men den kan også drukne og ødelægge. Den kan være en kilde til overflod eller knaphed; jubel eller sorg; forløsning og helbredelse. Ganske ligesom ulan helt af sig selv falder ned, flyder ud og rammer jorden, hvor den risler ned for at fugte de underliggende lag, trænger filmene på tilsvarende vis ned i historiefortællingens kunst set ud fra et barneperspektiv.

I både Dalenas Tungkung Langit og Khvays Calling for Rain arbejder kunstnerne med kosmologiske temaer fra Filippinske og Cambodianske eposser samtidig med, at de lader de barske realiteter forårsaget af klimaforandringer, forskydninger og ødelæggelse af miljøet boble op til overfalden. Belarminos filmprogram sigter efter at starte relevante samtaler om vores samfund og på samme tid introducere en anden virkelighed set gennem sydøstasiatisk filmkunst.

~

Program:

kl.19.00: Præsentation ved Vanini Belarmino

kl.19.15: Visning

Tungkung Langit (Lullaby for a Storm) af Kiri Lluch Dalena, Filippinerne, 2012. 20 minutter, 35 sekunder. Sprog: Visayan

Titlen Tungkung Langit refererer til en af guderne i eposet fra Panay, hvis tårer bliver til regn, men i denne kortfilm græder de to børn ikke. I stedet tilbyder de et intimt indblik i deres liv, idet de taler med hinanden om deres oplevelser under den tyfon, der ødelagde deres by og gjorde dem forældreløse. At tale til hinanden om deres traumer gennem leg og i stille hvisken, før de falder i søvn, bliver ”en måde, hvorpå disse forældreløse børn kan helbrede deres sår”. Filmen forstærker denne helbredelsesproces.

Calling for Rain af Khvay Samnang, Cambodja, 2021. 30 minutter, 42 sekunder.

Calling for Rain er inspireret af Reamker, den cambodjanske version af det episke langdigt Ramayana. Filmen tager seerne med på en rejse gennem Cambodjas landskaber, mens den følger aben Kiri på hans færd for at redde den døende skov og dens omgivelser. Historien starter, efter han møder og forelsker sig i fisken Konkea, og skildrer de udfordringer, han må overvinde efter at have mistet sit hjem i skoven. Efterhånden som historien udfolder sig, står det gradvist klart, at skoven og de omkringliggende marker og floders problemer har at gøre med Aki, Ilddragen, og dennes uansvarlige adfærd.

kl.20.15: Tak for i aften.

~

OM KIRI DALENA

Kiri Dalena (f. 1975, Filippinerne) er billedkunstner og filmskaber. Hun er kendt for værker, der blotlægger de sociale uligheder og uretfærdigheder, der fortsat eksisterer i dag, ikke mindst i Filippinerne. Hendes aktive engagement i kampen for at opretholde menneskerettighederne på trods af statslig forfølgelse er selve fundamentet for hendes kunstneriske praksis, som understreger relevansen af protest og civil ulydighed i nutidens samfund.

Dalena arbejder både individuelt og som en del af kunstnerkollektiver, såsom Southern Tagalog Exposure (aktivt 2001–2008) og RESBAK (Respond and Break the Silence Against the Killings, 2016–nu). Hun har studeret ’human ecology’ ved University of the Philippines Los Baños og 16 mm dokumentarfilm på Mowelfund Film Institute. Dalena har været aktivist lige siden sin studietid på universitetet og er fortsat medlem af KARAPATAN, en national alliance af menneskerettighedsorganisationer og individuelle fortalere, der arbejder for at fremme og beskytte menneskerettighederne i Filippinerne. Hendes værker er blevet vist på flere udstillinger internationalt, såsom Documenta 15 (2022), Berlin Biennalen (2020), Manila Biennalen (2018), Shanghai Biennalen (2018), Jakarta Biennalen (2017), Asia Pacific Triennale of Contemporary Art (2015), Fukuoka Asian Art Triennale (2014) og Singapore Biennalen (2013).

OM KHVAY SAMNANG

Khvay Samnang (f. 1982, Cambodja) er en visuel historiefortæller, hvis værker befinder sig i krydsfeltet mellem kunst og kampen for social retfærdighed. Hans personlige og direkte engagement i forskellige lokalsamfund ligger dybt forankret i hans værker. Gennem mere end et årti har Khvays værker undersøgt forholdet mellem mennesker og natur, anskuet med Cambodjas miljømæssige udfordringer som linse. Khvay trækker på spirituelle aspekter i sit arbejde for at give udtryk for de humanitære udfordringer, som disse samfund står over for i vor samtid: Mange mister både deres jord og deres traditioner på grund af skovrydning, ukontrolleret udvikling, eksterne jordopkøb og tvungen befolkningsfordrivelse. Khvays værker er blevet udstillet på museer som Haus der Kunst, Museum of Contemporary Art i Santa Barbara, Orange County Museum of Art, Künstlerhaus Bethanien, Helsinki Art Museum, National Gallery Singapore, Taipei Fine Arts Museum, Rockbund Art Museum og Art Gallery of New South Wales. Han har deltaget i Bangkok Biennalen, Sydney Biennalen og Documenta 14 og 15.

Khvay har studeret maleri på Royal University of Fine Art i Phnom Penh og er stiftende medlem af Stiev Selapak, et kunstnerkollektiv, der fokuserer på at revurdere og mindes den cambodjanske historie og udforske de kontinuerlige visuelle praksisser, der stadig kan findes på trods af de indgreb, som borgerkrigen og Khmer Rouge-regimet har budt på.

OM VANINI BELARMINO

Vanini Belarmino er selvstændig kurator, producer og forfatter med en særlig interesse i det frugtbare potentiale, der ligger i mødet. Hun arbejder derfor med at identificere og facilitere samarbejder mellem kunstnere på tværs af genrer. Belarmino, der oprindeligt stammer fra Filippinerne, har ledet kunstprojekter i Asien, Europa og Mellemøsten.

Hun har tidligere været Assistant Director of Programmes ved National Gallery Singapore, hvor hun ledede udviklingen af over 60 bestilte kunstværker og 800 formidlingsprogrammer i både det fysiske og digitale rum. Vanini har været kurator for tre udgaver af Gallery Children’s Biennale (2017, 2019, 2021), for Small Big Dreamers Festival (2018) og har arbejdet på bestillingsopgaver med kunstnere som David Medalla, Ho Tzu Nyen, Lee Mingwei, Lee Wen, Pinaree Sanpitak og Mark Justiniani.

Vanini grundlagde Belarmino & Partners i Berlin i 2008 og i Singapore i 2011 med henblik på at skabe samarbejder med kunstnere, der arbejder på tværs af genrer. I denne sammenhæng har hun indgået partnerskaber med bl.a. ArtScience Museum, Weltmuseum Wien, Bencab Museum, RADIALSYSTEM V, Platoon Kunsthalle, og Cultural Center of the Philippines. Hendes artikler om tværfaglig kunstpraksis, nutidig performancekunst og billedkunst er blevet publiceret på en række forskellige kunst- og kulturplatforme.

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12