Dette efterår er det første gang, at billedkunstner Jessie Kleemann (f. 1959) præsenteres i en soloudstilling på et dansk museum. Det sker på Danmarks nationalgalleri SMK.
I den anledning inviterer Art Hub Copenhagen (AHC) og SMK til en talk med Jessie Kleemann, der vil møde programchef for Tate Modern i London, Catherine Wood, til en samtale om Kleemanns kunstneriske praksis.
Jessie Kleemann er i 2022-23 udpeget til AHC’s formidlingsprogram Artistic Practice, som stiller skarpt på en udvalgt kunstners praksis med det formål at formidle og styrke kendskabet til kunstneren. Det sker både i et videoportræt og ved en live-begivenhed, hvor kunstneren møder en international kapacitet efter eget ønske – i dette tilfælde Catherine Wood, som de sidste 20 år har arbejdet med kuratering af performance og anden live-kunst.
Og netop performance som kunstnerisk genre bliver et centralt tema for den samtale, som Kleemann og Wood vil folde ud for publikum. Jessie Kleemann har gennem tre årtier markeret sig stærkt med sin originale og ekspressive tilgang til videokunst, eksperimentalteater, feminisme, krop- og performancekunst.
Soloudstillingen på SMK, Tiden løber løber tiden, introducerer til Kleemanns fyldige virke og til de tematikker, som hun gennem årene har arbejdet med; såsom stormagtspolitik, kolonisering og klimaforandringer. Det er dog den performative del af Kleemanns oeuvre, som er i fokus – fra den allerførste videoperformance fra slutningen af 1980’erne til et helt nyt performanceværk, skabt specielt til udstillingen. Og det samme dyk ned i arkiverne og ind i de nyere performanceværker vil de to – Kleemann og Wood – tage os med på denne aften i september.
~
Det kræver tilmelding via Billetto at deltage i dette arrangement.
Deltagelse koster 10 kr. + gebyr. Bemærk: Billetten giver kun adgang til talken. Hvis du ønsker at opleve museets udstillinger, skal du købe en særskilt entrébillet.
Samtalen foregår på engelsk.
Der optages video under samtalen til brug i Art Hub Copenhagens portrætserie Artistic Practice.
~
MERE OM JESSIE KLEEMANN
Jessie Kleemann er poet og billed-, performance- og teaterkunstner. Det meste af sit liv har hun rejst frem og tilbage mellem Grønland (Kalaallit Nunaat), hvor hun er født, og Danmark, hvor hun i dag bor og arbejder. Hun er uddannet på Tuukkaq Teatret i Fjaltring i Nordjylland og på Grønlands Kunstskole i Nuuk, hvor hun senere fungerede som direktør.
Baseret på de komplekse relationer og udvekslinger mellem kulturer, afsøger hun i sin praksis, hvordan den grønlandske identitet og tradition, kroppen, landet og sproget, forandrer sig over tid. I sine værker udfordrer og leger Kleemann med symboler og objekter fra det koloniserede Grønland og den inuitisk kultur: fra skibskiks og perlekraver til maskedans, myter og spæk. Med lige dele humor og tragik som virkemidler dramatiserer hun kritiske emner som kolonisering, klima og andre tværkulturelle og transnationale udfordringer i nutiden.
I 2022 var Jessie Kleemann indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for digtsamlingen Arkhticós Dolorôs (2021).
Foruden soloudstillingen Tiden løber løber tiden på SMK er Jessie Kleemann netop nu også aktuel i soloudstillingen Lá. Læ. Likkja. Magna. Jessie Kleemann på Kunsthal Rønnebæksholm, som kan opleves til og med 29. oktober 2023.
~
MERE OM CATHERINE WOOD
Catherine Wood kom til Tate Modern i London i 2002, efter hun tidligere har haft kuratorroller på Barbican Art Gallery og The British Museum. I løbet af de sidste 20 år har hun været medvirkende til at gøre performance og live-kunst til en kernedel i Tate Moderns program, og hun blev Senior Curator, International Art (Performance) i 2015. Hun har arbejdet tæt sammen med kunstnere som Joan Jonas, Tarek Atoui, Fujiko Nakaya, Mark Leckey, Anne Imhof, Carlos Amorales og Otobong Nkanga blandt mange andre og har kurateret og co-kurateret store udstillinger som The World as a Stage i 2007, Pop Life: Art in a Material World i 2009, A Bigger Splash: Painting After Performance i 2012 og Robert Rauschenberg i 2016.
~
MERE OM TIDEN LØBER LØBER TIDEN
I soloudstillingen Tiden løber løber tiden på SMK undersøger Jessie Kleemann med lige dele humor og tragik, hvordan grønlandsk identitet, kultur og natur forandrer sig over tid. Kleemann bruger i sin kunst genstande fra både traditionel inuitisk kultur, det koloniale og det nutidige Grønland. Fra kajakker, kamikker og myter over kolonialvarer til stiletter og designerkjoler. Men Kleemann dyrker ikke en romantisk længsel efter fortiden. Tværtimod. Hun bruger sin kulturelle arv til at udfordre stereotyper og den eksotiske drøm om et uspoleret Grønland.
I denne udstilling stiller Kleemann kritiske spørgsmål om stormagtspolitik, kolonisering og klima. Du kan blandt andet følge hendes udforskning af sælspækkens betydninger, se videoperformancen Arkhticós Dolorôs (arktisk smerte) – og opleve en kæmpemæssig hundeslæde med ATV-hjul midt i museets skulpturgade. En hundeslæde, som Kleemann har skabt til et forandret landskab, hvor isen smelter, og fangerlivets muligheder ændrer sig.
Udstillingen kan opleves på SMK til og med 26. november 2023. Læs mere her.
~
MERE OM ARTISTIC PRACTICE
Artistic Practice er bygget op om et interviewformat, der stiller skarpt på den enkelte kunstners praksis med det formål at formidle denne. Interviewet udfolder sig både som en live-begivenhed og et videoportræt, der kan være med til at skabe øget opmærksomhed om kunstneren. I interviewet møder den enkelte kunstner en international kapacitet, der i samtalen kan åbne kunstnerens praksis på nye måder. Kunstneren er selv med til at vælge sin samtalepartner. Ud over interviewet indeholder programmet desuden støtte og sparring til at opbygge et internationalt netværk.
Kunstnerne i Artistic Practice er professionelle danske kunstnere midt i deres karriere, der har markeret sig som banebrydende og nyskabende. Det er kunstnere, der overvejende har haft udstillingspraksis i Danmark, men vurderes at have potentiale til at nå ud i en international sammenhæng. Det er dette potentiale, Artistic Practice understøtter.
Kunstnerne udvælges af en jury, og det er således ikke muligt at søge om optagelse i programmet.
Artistic Practice afvikles i samarbejde med projektleder og redaktør Karina Lykkesborg.