Su Hui-Yu
Vroom Vroom: A Total Story
24. apr. –
1. aug. 2026
~
⊹ Åbningsweekend den 24.-26. april, alle er velkomne! ⊹
PREMIEREAFTEN 24. april 2026 kl. 17:00 – 22:00
Performance af Su Hui-Yu kl. 19:00
ÅBNE PRØVER m. Su Hui-Yu 26. april 2026 kl. 12:00 – 18:00
~
Room Room transformeres til en funklende, funktionel tv-station, når Tofu Collective transmitterer Su Hui-Yus vidtstrakte tidsverdener med udstillingen Vroom Vroom: A Total Story.
Kuratorduoen bag Tofu Collective, Martin Wendelbo og Regen Li har inviteret den indflydelsesrige taiwanske kunstner Su Hui-Yu til at fuldføre sin trilogi, The Trio Hall, med sin første soloudstilling i Skandinavien. Projektet er en levende totalproduktion, hvor værker løbende opstår og udvikler sig i samspil med publikum. Projektet startede på Museum of Contemporary Art, Taipei (2023) og fortsatte på Bogotá Museum of Modern Art (2025). Nu kommer Su Hui-Yu med sit tv-hold til København, hvor de forvandler Room Room til et fuldt funktionel TV-station og genfortolker det verdensomspændende tv-fænomen, varietéshowet. Vroom Vroom: A Total Story markerer trilogiens sidste kapitel og kulminerer i en spillefilm i fuld længde, hvis første iteration blev vist på Berlinalen i 2025.
Ved at kombinere filmkunst, installation og performance udfolder Vroom Vroom: A Total Story sig både foran og bag kameraet i et kontrolrum, makeup-rum og tv-studie, der udgør hver sit tandhjul i en større historieproduktion. Ved at bevæge sig mellem fortidige fremtider og fremtidige fortider genaktiverer Su Hui-Yu historisk undertrykte fortællinger og forestillinger, og iscenesætter dem gennem et af flow-tv’ets mest langtidsholdbare formater: varietéshowet.
Varietéshowet blev brugt som amerikansk eksportvare under den kolde krig, hvor det cirkulerede ud til et globalt publikum, blandt andet til Taiwan som var under et voldeligt regimeskifte i kølvandet på en undtagelsestilstand (1949-1987), som gennem fire årtier havde skubbet marginaliserede kulturer og fællesskaber langt ud i samfundets periferi. Det er på dette bagtæppe, at Su Hui-Yu anvender det filmindustrielle greb ‘reshooting ’som kunstnerisk metode; en teknik, hvor man går tilbage til en filmscene for at finpudse den, rette fejl eller helt tage den om. I Sus hænder bliver metoden en vej til at genbesøge og gentænke historien som et levende arkiv af uforløste længsler og fortællinger, som stadig syder og bobler under nutidens overflade.
Ved at iscenesætte fragmenter fra historien, som ellers har været bortcensureret, gemt eller politisk instrumentaliseret, omplacerer Su disse fragmenter i mulige fremtider, hvorigennem vi kan se konteksten for den ustabile og angstfremkaldende tid, vi befinder os i nu, der – ligesom udstillingen gør det – konstant iscenesætter sig selv.
Vroom Vroom: A Total Story udfolder sig som en dynamisk tv-udsendelse, som er under udvikling gennem hele udstillingsperioden. Her bliver nye værker til i samarbejde med lokale bidragydere.
~
INFO
Vroom Vroom: A Total Story by Su Hui-Yu
Kurateret af Martin Wendelbo og Regen Li
24. april – 1. august 2026
Fernisering fredag den 24. april kl. 17.00-22.00 med taler, performances, bar og DJ-set. Alle er velkomne!
Room Room
Thoravej 29
2400 København NV
Udstillingen bygger på tidligere iterationer udviklet på MOCA Taipei (2023) og senest på MAMBO Bogotá (2025). Den er realiseret af Tofu Collective, som vandt Art Hub Copenhagens ‘Curator’s Open Call’ i 2025.
Udstillingen er støttet af Bikubenfonden via Art Hub Copenhagen, Statens Kunstfond, S.C. Van Fonden og National Culture and Arts Foundation, Taiwan.
~
OM KUNSTNEREN
Su Hui-Yu (f. 1976, Taipei) er en kunstner og filmskaber, der arbejder i krydsfeltet mellem video, performance og installation for at udforske forbindelsen mellem massemedier, postkolonial historie, identitet og teknologi. Su sætter ofte marginaliserede stemmer i forgrunden, trækker på populærkulturen og bruger ‘re-shooting’ som en metode til at genopleve ufærdige, tabubelagte og misforståede fortællinger fra fortiden. Dette åbner op for nye læsninger af kollektiv hukommelse – ikke som nostalgi, men som en aktiv og kritisk genskrivning.
Su Hui-Yu har udstillet internationalt på institutioner som MOCA Taipei, MAMBO Bogota i Columbia, Taipei Fine Arts Museum, Kaohsiung Museum of Fine Arts, San Jose Museum of Art (USA), Kunsthalle Winterthur (Schweiz), Casino Luxembourg, Bangkok Art and Culture Center, Hyundai ArtLab (Seoul) og Power Station of Art (Shanghai). Hans værker er også blevet præsenteret på store filmfestivaler, herunder International Film Festival Rotterdam (som dedikerede en retrospektiv udstilling til hans videoværker i 2017), Berlinale (Forum, 2025), Videonale (Tyskland), Singapore International Film Festival, Taipei Golden Horse Film Festival og PERFORMA (New York). Su Hui-Yu bor og arbejder i Taipei, Taiwan.
OM KURATORERNE
Tofu Collective er en kuratorduo, et forlag og en tværkulturel platform med base i København, som fremmer kunstnerisk udveksling gennem udstillinger, bøger og events. Med tværnationale initiativer støtter kunstneriske samarbejder på tværs af Taiwan, Hong Kong, Kina og Skandinavien.
Som en non-profit DIWO (Do It With Others) organisation forpligter Tofu Collective sig til at realisere kunstprojekter, der bringer nye, banebrydende perspektiver og udtryk til den europæiske kunstscene, samtidig med at de forstyrrer dens vestligt centrerede strukturer.
Mellem 2023 og 2025 etablerede de Tofu Space – et 15-måneders udstillingsprogram og en eksperimentel platform i faciliteterne af Kulturforeningen Gammel Strand i det centrale København. Undervejs har Tofu Collective samarbejdet med internationalt anerkendte kunstnere som LG Guggenheim-vinderen Shu Lea Cheang, Taishin Arts Award-modtageren Su Hui-Yu og Turnerpris-nominerede Sin Wai Kin. I 2024 udgav de deres seneste bog Typhoon – In the Eye of Taiwan’s New Artistic Whirlwinds i samarbejde med forlaget dmp editions i Taipei.