Kronik : Kunst er og skal først og fremmest være bøvl

Den 11. januar 2022 bragte Politiken denne kronik skrevet af Art Hubs direktørteam, Jacob Fabricius og Lars Bang Larsen.

~

KUNST ER OG SKAL FØRST OG FREMMEST VÆRE BØVL

Kunst er del af den historiske forandring – det vil i vores nutid bl.a. sige kriser omkring klimaet, globaliseringen, fællesskabet. Spørgsmålet er: Hvilke billeder af verden har vi brug for nu? Hvad vil ’samtidskunst’ sige i dag? Og tør vi den?

Gennem de seneste par årtier er kravene til kunsten vokset. For at den kan blive udstillings-, opmærksomheds- og bevillingsværdig skal den følge mål for new public management; den skal have kant, men også genkendelighed og tilgængelighed; den skal være dagsaktuel og have medietække med karismatiske skabere og narrativer, der kan gå viralt på sociale medier – og så videre.

Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med disse forventninger, isoleret set. Men kunst eksisterer jo ikke isoleret, som om den var en boble uden relation til verden. Jo mere styring, og jo flere krav der mere eller mindre underforstået er til stede, jo mere påvirker det de kunstværker, der bliver skabt. Jo mere man service- og produkttænker kunsten i forhold til måling, bundlinjer og outcomes, jo mere foreskriver man hvad den skal være. Disse mekanismer trækker kunst ind i vores rutineprægede omgang med verden – mekanismer og rutiner, som man kunne mene, at det netop var kunstens formål at sprænge.

Kunstværker er historiske størrelser der er påvirkede af de sociale og politiske kampe, og de teknologiske og æstetiske strømninger, der hersker når de bliver skabt. Jo højere et pres et samfund udøver på sin kunst, jo mere risikerer den at blive et skønmaleri af dette samfund og dets magtfordeling. Er det hvad de danske og globale middel- og overklasser anno 2021 ønsker: billeder af vores materielle aspirationer, kunst som avanceret forbrugsmulighed? For det er hvad vi får, hvis vi fortsætter med at overlade kunsten til markedskræfter, entreprenørskab og andre herskende, kapitalistiske ideologier.

Dermed også være sagt at kunst jo ikke per automatik er en kulturel eller demokratisk mirakelkur, eller en slags lykkeinstrument. Socialt set er kunst som en teknologi eller en medicin. Den kan bruges eller misbruges, og dens virkning beror på de rammer man giver den. Billedkunst var engang et privilegium for kirke, adel og hof. Moderne diktaturer mobiliserede det æstetiske i menneskefjendsk propaganda. Under den kolde krig misbrugte øst og vest billedkunst som kulturelt våben. Hvis vi skal have en samtale om kunsten og dens rolle i vores samfund her og nu, så er det nødvendigt, at vi reflekterer over de vilkår som den faktisk skabes under. Ikke så meget ’hvad vil samtidskunsten os?’, som: hvad vil vi i samtiden med kunst? Og hvem er ’vi’, det kollektive historiske subjekt?

Vi er nok godt klar over at tiden er løbet fra ’kunsten er evig’-myten, som hævdede at kunst eksisterer i sit eget rum over eller ved siden af samfundet. Men det er en sejlivet myte, som fortsat har tendens til at blive reproduceret i vores omgang med kunstværker. Når vi for eksempel møder dem på museer og i gallerier er det typisk under laboratorieagtige forhold i hvide rum: her trænger livet på gaden ikke ind. Eller når det hævdes at ’sandt talent’ vil ytre sig uanset kunstnerens livsvilkår: sådan kan man slippe for at betale kunstnere for deres arbejde. Eller når kunst ses som rent subjektive ytringer: sådan reduceres kunst til en individualiseret form, der kan tages ud af den fælles historie.

Det man kan forvente af kunst er at den giver autentiske oplevelser og erfaringer. At den kan få os til at se tingene med egne øjne, og vække sansninger der gør os følsomme over for hinanden og verden omkring os. Men hvis den skal kunne alt dét, så kan vi ikke belåne kunstbegrebet som vi belåner et hus mod forventet afkast. Vi ved hvordan det går med inflation og lånebobler. Dette gælder også på det symbolske plan. Der er grænser for hvor mange dagsordner kunsten kan bære, før den ender med at lide meningstab, og blive en fake og et gøglebillede.

Kunst kan gribe verden på tærsklen til det ukendte. Den kan vise vej ind i det kommende med andre billeder og tanker end dem vi er vant til. Det er på kanten af nye fælles erfaringer, at kunst kan føre en åben samtale med de mange forskellige deltagere, der udgør nutidige fællesskaber. Derfor er et grundlæggende spørgsmål: Kan og skal kunsten fortsætte i samme spor som den hidtil har gjort?

Socialt, politisk, og økologisk er vores omverden i skred, og de billeder og repræsentationer som vi har af den slår ikke længere til. De er skabt ud fra en gammel orden, hvor vestens institutioner virkede stabile og fremtidssikrende. Hvor man mente at det hvide patriarkats herredømme stod for fremskridt, og at naturen var adskilt fra og underlagt mennesket. Den orden er tydeligvis ved at ramle sammen, men dens sammenbrud har været længe undervejs. Når det bliver særligt klart nu, er det blandt andet fordi globaliseringen, som i mere end et kvart århundrede har været den overgribende ramme for vores liv, er ved at overgå til en ny tilstand – eller måske ved helt at tage slut. Supermagten USA har mistet grebet, og autoritære ledere stikker af fra verdenssamfundet. EU blev stækket med Brexit, og pandemien indsnævrer verden. Ikke mindst rejser klimakrisen et fundamentalt spørgsmålstegn ved berettigelsen af vores nuværende livsstil, inklusiv den frie bevægelighed af mennesker og varer.

Globaliseringen er værd at nævne, også fordi det var omkring den kolde krigs afslutning i 1989 at ideen om ’samtidskunst’ fik sin udbredelse. Billedkunst behøver ofte ingen oversættelse, så den rejser let, og kunstens institutioner, markeder og publikum voksede med dens nye, verdensomspændende mobilitet. At globaliseringen stod fadder til samtidskunsten, betyder også at samtidskunsten blev til i en af de mest selvtilfredse epoker i vestens nyere historie: ifølge daværende amerikanske præsident George Bush Sr. indvarslede jerntæppets fald således en ’ny verdensorden’, og den amerikanske historiker Francis Fukuyama hævdede ligefrem at verdenshistorien var slut, efter at den vestlige model for demokrati og kapitalisme havde sejret i form af globaliseringen.

Med denne påståede historiske lovmæssighed i ryggen definerede neoliberalismen tiden der fulgte. Dens store privatiseringsprojekt gik sin sejrsgang, med en mani for styring og for nedhøvling af fælles rum og offentlig kulturstøtte. Kunsten blev rullet ind i oplevelsesøkonomi og konkurrencesamfund. For eksempel når metropoler kappedes om turisme og branding: Guggenheimmuseets åbning af en filial i Bilbao i 1997 var således en begivenhed som satte en postindustriel, nordspansk by med ry for separatistisk terror på det kulturelle verdenskort. Det – og meget andet – kunne kunsten lige fikse.

Hvad kunstnerne angik, blev de mødt af forventninger om professionalisering. De skulle integrere sig i arbejdsmarkedet, og blev en slags idealtype på projektarbejderen og iværksætteren. På den ene side blev den gamle kunstnerrolle, med dens tunge mande-metafysik og genimyte, dermed ændret (eller bare opdateret?). På den anden side havde neoliberalismens introduktion af kunstner-iværksætteren dybest set at gøre med, at kunst og kreativitet skulle bruges til innovation, vækst og værdiskabelse. Sådan fik man nogle konventionelle elementer i billedkunsten til at gå op i en højere enhed med tidens individualisme og økonomiske modeller. De mest succesfulde kunstneratelierer voksede til virksomheder, hvor kunstneren blev til en slags CEO.

Globaliseringen blev båret frem af nye digitale kommunikationsmedier. De udgør nu det største rum for vores kollektive billedforbrug. Her har billedkunst et unikt fortrin: man kan nemlig give indtryk af at et kunstværk kan formidles i et enkelt foto. Selv en popsang tager det længere tid at forbruge – for ikke at tale om drama, dans, eller litteratur. Stik lige dén egenskab i en billedverden, som profiterer på lynhurtige overførsler af data! Pludselig virker det nemt at forbruge billedkunst. Men kunst er alt andet end nem. Det er et radikalt valg at beskæftige sig med den – mest af alt for kunstnerne selv, selvfølgelig, men også for publikum. Det kan godt være at kunst er fest, som Asger Jorn engang sagde. Men kunst er først og fremmest bøvl. For alle involverede. Hvis den skal kunne noget så må den være, ikke nødvendigvis svær, men besværlig. Den giver ikke sig selv. Den er sten i skoen, et nyt kort over verden som kun langsomt træder frem. Ligesom det kræver tid at skabe kunst, tager det tid at forbruge den, fordi de bedste kunstværker er noget singulært, som man skal finde nyt sprog for. Men når kunstoplevelsen rammer én, findes der få ting der føles bedre eller er mere meningsfulde. Tingene ser ikke ud helt på samme måde bagefter.

I udlandet inddrages kunsten i de store diskussioner. Overgangen til et CO2-neutralt Europa skal ikke bare være et projekt for økonomi og klima, insisterede Europa-Kommissionens præsident Ursula von der Leyen således i sin ’State of the Union Address’ sidste år: klimakrisen skal også være ”et nyt kulturelt projekt for Europa.” Hvordan dette kulturelle projekt skal tage form er et åbent spørgsmål. Og man kan indvende, at det ikke bare bør være fokuseret på det privilegerede Europa. Men von der Leyen har ret i at et æstetisk projekt må være problemorienteret, og skal ses i lyset af verdens store udfordringer. Til forskel herfra lyder Mette Frederiksens slogan om en ny ’guldalder’ for dansk kultur som en forestilling om vores egne, gode gamle dage. Dén idé er på flere måder gratis.

Kunst opstår i vekselvirkning med sine historiske rammer, men de bedste værker er dem, der ikke er indkapslede i øjeblikket for deres skabelse. Kunstværker kan rejse i tiden, hvis de åbner for social forandring. Et europæisk eksempel er Théodore Gericaults berømte Medusas flåde fra 1819 (som altså blev malet mens der var ’guldalder’ i Danmark). Gericaults maleri viser en gruppe levende og døde, franske matroser på en flåde de har flikket sammen, efter at deres officerer har sejlet væk i redningsbådene fra den sunkne fregat Medusa. Med sin ætsende kritik af magthavernes svigt spurgte Gericault sin samtid, hvordan den ville regeres. I dag giver Medusas flåde os anledning til at spørge, hvem de rettighedsløse er nu; dem, hvis historie er i færd med at blive taget fra dem. Sådan kan man vælge at se de nødstedte, franske sømænd i maleriet som bådflygtninge på Middelhavet anno 2021.

De historiske forandringer i disse år giver mulighed for et kursskifte. Vi har en chance for at gentænke kunstens rolle. Så hvordan værne om kunstens genstridighed? Tør vi kunsten og dens paradokser? Har vi sproget der skal til? Kunst kan problematisere og irritere, samtidig med at den stimulerer og er et sted for vild tænkning, hvor vi kan udforske og konfrontere måderne, vi opfatter os selv. En sådan kunst bliver til mellem dens mange skabere og med-skabere: kunstnere, institutioner, markeder, kritikere, medier, kuratorer og publikum, der alle tager del i at lade kunsten komme til syne og til orde. Derfor skal vi blive ved med at spørge hinanden: hvad for en kunst har vores tid brug for? Hvordan skaber vi vilkårene for at den kunst kan komme til verden, som vi ikke vidste vi ville have, eller havde brug for? Hvordan bliver vor tids kunst relevant for dem, der er her i morgen?

Denne kroniks forfattere har ikke svarene alle på de spørgsmål, vi har stillet herover. Der findes næppe entydige eller korrekte svar på dem. Og helt banalt er det noget vi må finde ud af sammen. Dét er en pointe i sig selv: kunst stiller nye og væsentlige spørgsmål, men giver ikke sikre svar – og det er den mulighed, som den giver os for at møde hinanden. Men dette forudsætter at det fællesskab, som kunsten kan skabe, også giver den lov til at beholde sin åbenhed. Når dette lykkes kan kunsten åbne verden, igen og igen.

Kunst kan bidrage grundlæggende til nødvendige samtaler og møder på utidige, symbolske, mærkelige, og fantastiske måder. Samtaler og møder der har det svært, når de foregår på populismernes uforsonlige vilkår. Samtidens kriser og voldsomme forandringer kræver ydmyghed over for de ofte skrøbelige sammenhænge, der bærer fremtiden: det at undre sig og blive ved med at lære, at lytte og lade nye stemmer komme orde, og at give plads til at der skal ske noget andet. Dét har vi brug for.