Menu

Q&A: Linda Lamignan

Linda Lamignan: Between Our Body and the Breathing Earth, 2019. Still

Nedenfor kan du læse et uddrag af Linda Lamignans samtale med Nina Cramer ved Morning Session i Art Hub den 5. november 2020.

 

Nina Cramer: I dit videoværk Between Our Body and the Breathing Earth, pt. 2 er der et element af nogle virkelig voldelige koloniale historier, og samtidig foregår der en heling, når for eksempel olien som materiale kommer i kontakt med dig, din krop og dem, du samarbejder med i din praksis. Vil du fortælle om nogle af dine tilgange til materialer?

Linda Lamignan: For tiden arbejder jeg mest med petroleumsvoks og paraffinvoks. Det gør jeg ud fra et animistisk udgangspunkt, hvor jeg ser på materialer som noget, der har en erindring, en historie og måske en egen intention i sig. Det gælder særligt petroleumsvoks, som er et biprodukt af råolie, og som engang var levende skabninger, der under tid og tryk blev transformeret til noget andet.

Jeg har eksempelvis lavet nogle forskellige typer amuletter, hvor voksen fungerer som en slags beholder for andre materialer. Jeg har også lavet nogle vægskulpturer, hvor jeg har brugt tid, varme, tyngdekraft og bevægelse til at skabe en slags kortlægning. Her har jeg ikke haft kontrol over voksen, når den er smeltet. Den har dermed selv bestemt over sin egen form ud fra temperatur og de ydre omstændigheder, men bliver til en form for kortlægning af et landskab.

I det her arbejde ser jeg også på den meget brutale handling, det er at penetrere jordoverfladen for at trække noget ud og på alle de krige og den undertrykkelse, som har fundet sted ”in the name of oil”. Dette er jeg meget personligt knyttet til, fordi min mor kommer fra et område i Nigeria, Delta State, som historisk set er blevet udnyttet for dets olieressourcer. Min far kommer fra Stavanger, som er Norges Texas, oliehovedstaden. Norge har opbygget en stor del af sin rigdom på olieindustrien. Især Norges pensionsfonde er nogle af de største interessenter i Shell, som har en meget brutal tilstedeværelse i den nigerianske olieindustri. Så jeg har altså disse forbindelser til to meget forskellige, men sammenkoblede dele af olieindustrien, og det har jeg tænkt meget over hele mit liv.

Når petroleumsvoksen og dens historie kommer min krop i møde, bliver det en helende proces for mig selv og for materialet. Det er et samarbejde, hvor materialet får mulighed for at blive til noget andet, få en anden værdi og fortælle en anden historie. Der er også det med voksen, at den med varme og lidt bevægelse kan ændres og formes til mange forskellige former, idéer, tanker og fremtider.

NC: Nu springer vi lidt videre for at tale om og introducere det alter ego, du bruger i din praksis under navnet Linda Lazer. Hvordan opstod det alter ego?

LL: Da jeg tog min bachelor i Oslo på en meget hvid kunstinstitution, oplevede jeg og blev fortalt mange ret problematiske, racistiske ting om mit kunstneriske virke. Det resulterede i, at jeg mistede al min selvtillid, når det kom til at lave kunst. Når jeg kigger tilbage, tror jeg, at Linda Lazer hjalp mig til at koble mig til en underjordisk skabning og til at visualisere et sted ”out there”, hvor der var plads til min kunst og min krop, når der ikke var plads til det i samfundet eller på denne jord.

Linda Lazer arbejder med identitet. Den tilhører mange forskellige steder. Den flyder mellem køn og seksualitet, mellem teknologi, natur og kultur, og alle de ting, der opstår derimellem.

NC: Jeg synes, det er interessant, at din oplevelse af fremmedgørelse skaber et alter ego, som forsøger at få noget andet ud af netop fremmedgørelsen. Vi har tidligere også talt om, hvordan Linda Lazer bryder med en kolonial forståelse af tid. Vil du fortælle lidt mere om det?

LL: Jeg tænker på det som en cirkulær forståelse af tid og en bevidsthed om, hvordan fortiden, fremtiden og nutiden hænger sammen. Jeg ser bort fra den meget vestlige forestilling om fremdrift, som jeg synes er en ret underlig idé, fordi de forskellige tider påvirker hinanden hele tiden. I forhold til fysik findes alle tider jo samtidigt.

NC: Du tænker på Black Quantum Futurism (afrofuturistisk, kunstnerisk kollektiv, red.)?

LL: Ja. De arbejder med nogle ret spændende ting, som jeg kan udforske gennem Linda Lazer og dermed gå i nogle retninger, som Linda Lamignan ikke har gået. Det har åbnet op for meget, også i forhold til samarbejder med andre. Jeg blev måske låst lidt fast i min egen kunstpraksis i en periode, og så var det godt, at Linda Lazer var mere åben og gjorde det nemmere at samarbejde med andre og tage andre elementer ind og være mere flydende og legende.

NC: Har du lyst til at uddybe det her med samarbejder, for det er jo en central del af din praksis?

LL: Jeg samarbejder hovedsageligt med venner, elskere, familie og folk, som står mig nær. Mit kamera er et objekt, jeg har meget tæt på kroppen. Jeg synes, det er fint at have en slags intimitet i min tilgang og at skabe nogle trygge rum at arbejde i. Det hænger også sammen med, at jeg allerede har haft nogle samtaler og en proces med de mennesker, jeg samarbejder med. Dette handler ikke nødvendigvis om selve værket, men det er samtaler og processer, som har fundet sted, og som fortsætter efter værkerne. Jeg synes, det er en rigtig måde at arbejde på for mig.

NC: Det lyder som en meget omsorgsfuld måde at samarbejde på?

LL: Ja, det giver plads til sårbarhed og lægger værdi til sårbarheden. Jeg tænker også, at dem, jeg samarbejder med, har samme oplevelse af verden som mig, og at vi gennem samtaler og processen er med til at hjælpe hinanden gennem en form for helingsproces. Når jeg laver videoværker, har jeg lyst til at skabe et trygt og smukt sted, fordi mange af dem, jeg arbejder med, har været nogle ret hårde steder gennem livet og i verden. Gennem kameraet kan jeg skabe et trygt, smukt og helende øjeblik for de mennesker, jeg samarbejder med.

1 / 5

Linda Lamignan: Humans Dwell Among Water Spirits, 2019. Still

2 / 5

Linda Lamignan: Between Our Body and the Breathing Earth, 2019. Still

3 / 5

Linda Lamignan: Humans Dwell Among Water Spirits, 2019. Still

4 / 5

Linda Lamignan: Towards A New Consciousness, 2018. Still

5 / 5

Linda Lamignan i samtale med Nina Cramer ved Morning Session, 5. november 2020. Foto: Christian Brems

Art Hub : is an international art institution aimed at supporting the young contemporary art scene

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12