Menu
Søg

Open Call: AHC Workspace 2025

I januar 2025 flytter AHC til Thoravej 29 i Københavns nordvestkvarter. I den forbindelse udbydes nu to kontorpladser til kuratorer eller kunstskribenter. Deadline for ansøgning er søndag den 20. oktober 2024.

AHC arbejder for at styrke hele samtidskunstscenen. Derfor fremmer og støtter AHC ikke kun billedkunstnere, men også kuratorer og kunstskribenter i at udvikle og positionere deres praksis.

Når AHC i det nye år flytter til Thoravej 29, udbyder vi to kontorpladser til netop kuratorer og/eller skribenter, som ønsker et fast sted at arbejde i 2025, og som har lyst til at være en del af et miljø af kunstnere og andre kunstprofessionelle på daglig basis.

Et kontor er 10 m2 stort og udstyret med bord, stol og WiFi. Kontorpladsen stilles til rådighed i 11 måneder (fra medio januar til medio december 2025), til gengæld beder vi om, at man afholder en række atelierbesøg hos husets kunstnere. Derudover skal man have lyst og tid til at lave interviews og skrive kortere tekster om nogle af AHC’s residency-kunstnere mod et honorar.

Der er indflytning i anden uge af januar 2025.

~

KRAV TIL ANSØGER

Det forventes, at du:

  • tilbringer din dagligdag på Thoravej. Evt. rejser m.m. aftales på forhånd.
  • afholder ti atelierbesøg i perioden.
  • at du foretager interviews med fire kunstnere i residency hos AHC og leverer en tekst på 1000 ord per kunstner til digital udgivelse (inkl. redigering). Honoraret er 5.000 kr. inkl. moms per tekst.
  • at du er fortrolig med at sætte dig ind i forskellige kunstneres praksisser og formidle dem på en levende vis.
  • deltager i en evaluering af én times varighed i løbet af perioden.
  • er interesseret i at indgå i et større fællesskab af kunstprofessionelle og aktører fra andre sektorer.
  • er indforstået med, at din praksis vil blive præsenteret på AHC’s forskellige platforme.

~

HVEM KAN SØGE?

For at komme i betragtning til AHC Workspace 2025 skal du enten være professionelt udøvende kurator og/eller kunstskribent og have dokumenteret erfaring med kuratering og/eller tekstformidling af samtidskunst, herunder erfaring med interview af kunstnere på enten dansk eller engelsk.

Derudover skal det være tydeligt i din ansøgning, at du har brug for en kontorplads i København og har tid og motivationen til at afvikle atelierbesøg og producere tekster om kunstnerisk praksis.

Vi værdsætter diversitet højt og opfordrer alle uanset etnicitet, køn, alder, identitet, funktionsnedsættelse og seksualitet til at søge.

~

SÅDAN SØGER DU:

Udfyld venligst dette ansøgningsskema (højreklik på dette link, vælg ”åbn link i nyt vindue” og tryk enter. Skemaet er en word-fil). Skemaet er på engelsk, men kan udfyldes på både dansk og engelsk.

Det udfyldte skema sendes sammen med CV inkl. kontaktoplysninger (max. 1 A4-side) og eksempler på tidligere tekstarbejde (max. 4 A4-sider), som én samlet pdf-fil på max. 5 MB.

Ansøgningen sendes til ansogning@arthubcopenhagen.dk. Skriv ”AHC Workspace 2025” i emnefeltet.

Deadline for ansøgning er søndag den 20. oktober 2024 kl. 23.59.

~

UDVÆLGELSE

Alle ansøgninger vil blive gennemgået af AHC, og der vil desuden blive gennemført korte interviews inden den endelige udvælgelse.

Udvælgelsen sker på baggrund af ansøgernes faglige kompetencer og med blik for, hvordan gruppen af udvalgte kunstnere og kuratorer/skribenter passer sammen.

Spørgsmål rettes venligst til Stine Nørgaard Lykkebo på snl@arthubcopenhagen.dk

~

OM THORAVEJ 29

Thoravej 29 er ikke blot en adresse i Københavns nordvestkvarter. Det er også navnet for et offentligt mødested og et professionelt fællesskab for de organisationer, som får til huse i bygningen.

Visionen er, at medlemmerne af Thoravej 29, som fortrinsvis kommer fra enten kunst- eller socialområdet, gennem tværfaglige samarbejder og events skal undersøge nogle af samtidens store udfordringer. Læs mere her.

Bygningen på Thoravej 29 er en industribygning fra 1960’erne, som er omdannet af pihlmann architects til et hus, der kommer til at rumme værksteder til kunstnerisk produktion, atelierer, udstillingssted, offentlig café, black box, formidlingsscene og kontorpladser. AHC administrerer alle atelierer, værksteder og udstillingssted og vil afholde ugentlige arrangementer på scenen.

Bygningen er designet, så den imødekommer personer med funktionsnedsættelse. Der er niveaufri adgang til huset samt adgang til alle etager via elevatorer i begge ender af bygningen. Dertil er der kørestolsvenlige toiletter på hver etage.

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12