Alexis Mark (DK)
Grafisk designstudie
Alexis Mark er et grafisk designstudie og fælles pseudonym for Marie Grønkær, Kristoffer Li og Martin Bek.
Alexis Mark arbejder med identitetsdesign, art direction, publikations- og webdesign, selvorganiserede projekter, designuddannelse samt organisering og kuratering af udstillinger. Gennem deres arbejde ønsker de at udfordre den mediebrug, som vi ellers tager for givet; både visuelt, teknologisk og socialt. Deres arbejde befinder sig i krydsfeltet mellem kommercielle interesser og designfaget som en kunstnerisk og kritisk disciplin. Ved at undersøge, re-appropriere og fejl-anvende de medier og teknologier, som vi normalt anvender, er målsætningen at skabe fornyet opmærksomhed på den rolle, som medier indtager i vores samtid, og hvordan de også instrumentaliserer deres brugere.
Det kommer fx til udtryk i en hjemmeside for et pladeselskab, designet som en DNA-database; et menukort til en bar-installation, vist på et stort digitalt billboard på taget af ejendommen overfor udstillingsbygningen; i et kontor omdannet til koncertsal for releasen på en ny plade; et fiktivt arkitektonisk værktøj skabt til at redesigne hele byers infrastruktur; plakater til en udstillingsserie, hvor det fysiske udstillingsrum er repræsenteret i form af 3D-renderinger; og en visuel identitet for en kunstinstitution, designet som et digitalt organiseringsværktøj.
Alexis Mark har siden 2017 organiseret udstillingsrummet Annual Reportt i forlængelse af deres studio i København. Platformens forskellige projekter skabes i samarbejde med danske og internationale kunstnere og designere, og de udmunder i udstillinger, talks, koncerter og events. Annual Reportt har et overordnet fokus på kommunikation og transmission i kunsten og samfundet, og projekterne bliver skabt på tværs af kunstneriske genrer, så grænserne mellem kunstneriske discipliner kan blive udforsket og udvisket.
I 2018 var Alexis Mark modtagere af Statens Kunstfond program for Den Unge Kunstneriske Elite og har modtaget arbejdslegater i 2017, 2018, 2019 og 2020. De har bl.a. undervist og været på residency i Berlin, Los Angeles og Palæstina, og deres samarbejdspartnere tæller blandt andre Yale University, Harvard School of Design, Den Danske Pavillon ved Venedig Biennalen, Glyptoteket, CHART, SMK, Tranen, Art Hub Copenhagen samt flere.