Stillingsopslag: AHC søger to praktikanter til foråret 2027
Date:
AHC søger to praktikanter til foråret 2027. En residency-praktikant, der skal hjælpe med at drive vores kunstnerfællesskab og en produktionspraktikant, der skal være med til at producere vores mange aktiviteter.
Foto: AHC
Vil du være med til at styrke rammerne for samtidskunstnere? Brænder du for at understøtte faglige fællesskaber for kunstnere eller for at producere faglige events til kunstfeltet?
Så er du måske en af Art Hub Copenhagens nye studiepraktikanter. Vi søger både en residency-praktikant, der skal hjælpe med at drive vores kunstnerfællesskab og en produktionspraktikant, der skal være med til at producere AHC’s mange aktiviteter.
RESIDENCYPRAKTIKANT
Som residency-praktikant hjælper du os med at drive og udvikle vores faglige fællesskab på Thoravej 29, som består af kunstnere og kuratorer i forskellige residencies samt af ph.d.-forløb.
Du får under praktikperioden helt konkret mulighed for at styrke og udvikle de rammer, der understøtter praktiserende kunstnere i at udforske og eksperimentere med forskellige formater og discipliner.
I tæt samarbejde med AHC’s leder af residencies kommer du blandt andet til at:
Researche, organisere, kategorisere og klargøre materiale i forbindelse med Open Calls.
Assistere med at organisere ekskursioner og planlægge programmer til fælles events.
PRODUKTIONSPRAKTIKANT
Som produktionspraktikant er du med til at planlægge og afvikle AHC’s events, performances og offentlige visninger på Thoravej 29. Forvent derfor varierende arbejdstider.
Til gengæld får du under praktikperioden erfaring med eventproduktion i kunstfeltet samt koordinering med kuratorer, kunstnere, teknikere og en lang række andre samarbejdspartnere.
Derudover får du erfaring med problemløsning og håndtering af den kompleksitet, der er forbundet med at producere kunstbegivenheder, og du oplever, hvor fedt det er, når alt falder i hak.
I tæt samarbejde med AHC’s producer kommer du blandt andet til at:
Planlægge og organisere events, herunder udarbejde produktionsplaner, have dialog med samarbejdspartnere og koordinere med leverandører.
Koordinere mellem deltagere og holde interessenter opdateret.
Afvikle live events og medieproduktioner.
OM DIG
Vi modtager gerne ansøgninger fra studerende på både universiteter, kunstskoler og produktionsuddannelser. Vi tilrettelægger et forløb på 5-6 måneder med en ugentlig arbejdstid på minimum 3 dage om ugen, som kan tilrettelægges, så det passer til dit studie.
Det er ikke afgørende for os, at du har en masse erfaring. Til gengæld er det essentielt for os, at du har en oprigtig interesse i og viden om kunstfeltet og samtidskunsten. Derudover skal du være en person, som trives med at agere mellem forskellige opgaver og mennesker.
Vi beder dig sende os:
- et kortfattet CV
- og en refleksion over, hvordan et praktikophold hos AHC kan hjælpe dig til at opnå dine mål (max 1 A4-side).
Deadline for at ansøge er tirsdag den 3. november kl. 12:00
Send din ansøgning til ansogning@arthubcopenhagen.dk, og skriv enten residency-praktikant eller produktionspraktikant i emnefeltet, alt efter hvilken praktikstilling du søger.
Har du spørgsmål til en af stillingerne? Kontakt os på ansogning@arthubcopenhagen.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig!
OM ART HUB COPENHAGEN
AHC er en kunstinstitution og en medlemsbaseret forening, der skaber stærke rammer og fællesskaber for kunstnere. Gennem residencies, professionelle værksteder, alumnenetværk og internationalt udsyn giver vi kunstnere mulighed for at udforske, udvide og eksperimentere med formater og discipliner. Læs mere om os her.
AHC har til huse på Thoravej 29, 2450 København NV og er en del af det professionelle arbejdsfællesskab Thoravej 29. Læs mere om Thoravej 29 her.