Ribka M. Pattinama Coleman: Sketches for Hainuwele (2026). Cinematography by Cat Pattinama Coleman. Open Studios Spring 2026, AHC, Copenhagen. Photo: Emil Basse
Der er nu åbent for ansøgninger til AHC Residency i foråret og efteråret 2027. Deadline er søndag den 20. september 2026.
AHC Residency er Art Hub Copenhagens fem måneders residencyprogram med fokus på kunstnerisk udvikling, vidensdeling og faglige fællesskaber.
Der vælges tre-fire kunstnere til henholdsvis et forårs- og et efterårssemester hvert år i perioderne: 1. februar til 30. juni og 1. september til 31. januar.
Residenciet tilbyder et månedligt honorar på 21.000 kr. (inkl. materialepenge), individuelt atelier på Thoravej 29, adgang til AHC’s professionelle værksteder, samt et program af kuratormøder, ekskursioner, workshops og open studio.
Du finder mere information om programindhold, kriterier samt ansøgnings- og udvælgelsesproces her.
HVEM KAN SØGE?
AHC Residency kan søges af professionelle billedkunstnere, som er borgere eller har langvarig opholdstilladelse i EU/EØS, og som enten har en kandidatgrad i billedkunst eller en lignende professionel billedkunstfaglig baggrund.
Fra residencyopholdet starter skal du have været færdiguddannet eller arbejdet professionelt i minimum tre år.
Det er muligt at ansøge som duo, men vær opmærksom på, at honorar og atelier skal deles.
AHC arbejder aktivt for et inkluderende, mangfoldigt og fagligt fællesskab. Vi understøtter en bred vifte af kunstneriske praksisser og kunstnere i forskellige stadier af deres professionelle udvikling og opfordrer derfor alle uanset alder, etnicitet, køn og seksualitet til at søge vores residency.
Du kan læse om tilgængelighed på Thoravej 29 her og om AHC’s politikker her.
Hvis du bor udenfor København og ikke har mulighed for at være til stede på AHC på daglig basis, kan du i stedet søge vores residencyprogram AHC Remote Residency (tidligere Residency To Go). Læs mere om det her. Vær opmærksom på, at det ikke er muligt at søge begge residency-programmer.
Open Call for AHC Residency 2028 annonceres på vores website og sociale medier medio februar 2027.
OM ANSØGNINGEN
Ansøgning skal ske via dette digitale ansøgningsskema, som skal tilføjes et CV (max. 1 side) og billedmateriale (max. 3 sider). Deadline for ansøgning er søndag den 20. september 2026 kl. 23.59.
Vi anbefaler, at du forbereder dit materiale i god tid inden deadline. Vær opmærksom på, at ansøgninger, der uploades efter kl. 23.59, ikke går igennem, og at der kan være pres på systemet op mod deadline. Ansøgninger, som ikke overholder formalia, bliver ikke vurderet.
HVEM VURDERER ANSØGNINGEN?
Alle ansøgninger vurderes af en jury bestående af tre eksterne kunstnere eller kuratorer samt to repræsentanter fra AHC. Juryen til dette open call offentliggøres efter deadline. I 2025 bestod juryen af Kit Leunbach, Pauline Koffi Vandet, Guston Sondin-Kung samt Maibritt Borgen og Marie Braad Larsen fra AHC.
Ansøgningerne vurderes på:
- den individuelle praksis’ potentiale, kompleksitet og engagement.
- potentialet for, at residencyopholdet kan accelerere udviklingen og kompleksiteten i den kunstneriske praksis.
- Ansøgerens motivation og parathed til at gennemføre residencyopholdet.
- bredde og diversitet i praksis og identitet blandt de udvalgte.
Vi har samlet denne FAQ med svarene på de oftest stillede spørgsmål til vores residency. Hvis du har yderligere spørgsmål til os, modtager vi dem gerne på mail til ansogning@arthubcopenhagen.dk
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!