AHC Remote Residency
Foto: Emil Basse
AHC Remote Residency er Art Hub Copenhagens fem måneders residency-program for billedkunstnere i Danmark udenfor hovedstaden.
Ligesom vores AHC Residency har AHC Remote Residency fokus på kunstnerisk udvikling, vidensdeling og faglige fællesskaber, men imødekommer billedkunstnere, som ikke har mulighed for at være hos AHC på Thoravej 29 på daglig basis.
Der vælges to kunstnere til henholdsvis et forårs- og et efterårssemester hvert år i perioderne: 1. februar til 30. juni og 1. september til 31. januar.
Residency-programmet har siden 2022 været udbudt under navnet Residency To Go og er etableret for at sikre udvikling og udveksling for billedkunstnere på tværs af praksisser, geografier og generationer.
PROGRAMMET
AHC Remote Residency tilbyder:
- Et månedligt honorar på 21.000 kr. inkl. moms, som også dækker udgifter til materialer.
- Møder med tre kuratorer eller mentorer, som kunstneren selv udvælger i samarbejde med AHC.
- Ekskursioner til udvalgte institutioner i Danmark og/eller Sydsverige.
- Løbende sparring.
- Deltagelse i faglige workshops samt AHC’s halvårlige Open Studios-arrangement.
- Adgang til AHC’s fem værksteder på Thoravej 29, hvor der kan arbejdes med støbning, metal- og træforarbejdning samt digitale produktionsformer inden for CNC-fræsning, 3D-print og laserskæring. Alle værksteder er åbne fra kl. 7-23 hver dag. Læs mere her.
- Økonomisk støtte til transport og overnatning til deltagelse i den del af programmet, som finder sted på Thoravej 29.
Residency-programmet inviterer desuden residenten til at blive en del af AHC’s alumnenetværk og til at få præsenteret sin praksis på AHC’s kommunikationsplatforme.
Der er ikke krav om værkproduktion under residency-forløbet.
Det er AHC’s leder af residency-programmer, Marie Braad Larsen, som er programansvarlig og kunstnerens kontaktperson under opholdet.
ANSØGNINGSKRITERIER
AHC Remote Residency er for kunstnere i forskellige stadier af deres professionelle udvikling; både for kunstnere som er forholdsvist tidligt i deres karriere, og for kunstnere som er ganske etablerede.
AHC Remote Residency kan søges af professionelle billedkunstnere, som er bosat i Danmark minimum 35 kilometer fra Thoravej 29 i fugleflugtslinje. Det er et kriterium, at man enten har en kandidatgrad i billedkunst eller en lignende professionel baggrund og erfaring.
Fra residencyopholdet starter skal residenten have været færdiguddannet og/eller arbejdet professionelt i minimum tre år.
Det er muligt at ansøge som duo, men vær opmærksom på, at honorar og tilskud til rejseudgifter og ophold skal deles.
UDVÆLGELSESPROCES
Alle kunstnere udvælges på baggrund af et Open Call, som AHC udskriver én gang årligt for begge perioder. Open Call for forår og efterår i 2027 offentliggøres her på hjemmesiden den 17. august 2026, mens Open Call for hele 2028 offentliggøres medio februar 2027.
Alle ansøgninger vurderes af en jury bestående af tre eksterne kunstnere eller kuratorer samt to repræsentanter fra AHC. I 2025 bestod juryen af Kit Leunbach, Pauline Koffi Vandet, Guston Sondin-Kung samt Maibritt Borgen og Marie Braad Larsen fra AHC.
En ansøgning til AHC Remote Residency vurderes på den kunstneriske praksis’ kvalitet, og på residency-programmets potentiale for at accelerere den enkelte kunstners udvikling. Desuden vurderes ansøgerens motivation og parathed til at gennemføre residency-programmet og endeligt også den samlede udvalgte gruppes diversitet i praksis og identitet.
FAQ
Vi har samlet nedenstående FAQ med svarene på de oftest stillede spørgsmål til vores residency. Hvis du har yderligere spørgsmål til os, så skriv venligst til Marie Braad Larsen: mb@arthubcopenhagen.dk
OPEN CALLS
Der er nu åbent for ansøgninger.
Deadline er søndag den 20. september 2026 kl. 23.59.