Menu
Søg

AHC bringer otte billedkunstnere til Performa i New York

Performa New York er en af verdens førende biennaler inden for performancekunst, grundlagt af den internationalt anerkendte kunsthistoriker RoseLee Goldberg i 2003. I år har Art Hub Copenhagen indgået et spændende samarbejde med biennalen og har inviteret otte kunstnere fra både Danmark og udland til at indgå i det tre uger lange performanceprogram i november.

Søren Aagaard: Prepper’s Lab, 2021, performance/videooptagelse/mad-talkshow, Tropez, Berlin. Foto: Ink Agop.

Siden sin grundlæggelse i 2003 har Performa i New York været med til at transformere skæringspunktet mellem samtidskunst og scenekunst med sin visionære biennale og præsenteret performanceværker af over 800 kunstnere på 200 forskellige venues rundt om i New York City. En frontløber for performancekunstens udvikling, der i år tilmed kan fejre 20-års jubilæum.

Det er derfor også med stor glæde og stolthed, at Art Hub Copenhagen (AHC) – som arbejder for at styrke samtidskunsten både i Danmark og i udlandet – har indgået et samarbejde med Performa og skal bidrage til dette års program, som åbner den 1. november.

AHC har med en donation fra Ny Carlsbergfondet kommissioneret og inviteret otte billedkunstnere, som vil blive en del af biennalens program på forskellige måder. Kunstnere, som AHC enten har arbejdet med før, arbejder med nu, eller som er nye samarbejder. De er: Søren Aagaard, Jane Jin Kaisen, SUPERFLEX, Ayoung Kim, Thuy-Han Nguyen-Chi, Lina Hashim, Kristoffer Akselbo og Hannah Heilmann.

Fri øl og fælles madlavning
Mens Performa-biennalen i 2021 præsenterede performances i det offentlige rum som reaktion på pandemien, vil dette års biennale vende tilbage til sin oprindelige konstruktion og fremvise nye værker af nogle af verdens mest spændende billedkunstnere under tematikkerne ’mad’ og ’koncept’.

Tre af kunstnerne, som AHC har inviteret med – Jane Jin Kaisen (DK/KR), Ayoung Kim (KR) og Thuy-Han Nguyen-Chi (DE) – vil præsentere og formidle deres kunstpraksis under en vegetarisk frokost med titlen Free Lunch, som er et velbesøgt eventformat, AHC har udviklet og afviklet i København de sidste tre år.

Til Performas åbningsaften onsdag den 1. november har AHC organiseret, at SUPERFLEX’ øl-værk FREE BEER vil blive serveret til gallamiddagen og i baren til den efterfølgende fest. ”FREE” i titlen henviser dog ikke til, at den er gratis, men at opskriften, navnetræk og etiketter igennem en ’open source ’-teknologi er stillet til rådighed for alle og enhver for at sætte spørgsmålstegn ved den systemiske idé om ophavsret. Øllen er brygget af det lokale bryggeri Evil Twin og sælges under hele Performa-perioden.

Og så har AHC kommissioneret billedkunstner Søren Aagaard til at producere et helt nyt performativt og publikumsinddragende værk til biennalen, Cafe Zero, som er en surreal madlavningssession, hvor publikum inviteres til at deltage i forberedelsen af en menu med lokale fødevarer, mens performere fremfører en dystopisk køkkensamtale iklædt uniformer, designet i samarbejde med den danske designer Anne Sofie Madsen.

Performance peaker
Performancekunsten som tradition og genre opstod i 1960’erne og -70’erne og har siden levet et skiftevist blomstrende og afblomstrende liv i samtidskunsten. Det er en helt særlig, nærværende og nogle gange også grænsesøgende kunstform, som altid leger med et element af fremmedgørelse. I en performance ser vi kroppe gøre ting, optræde og tale, ofte på steder, vi ikke er vant til at opleve dem.

I Danmark har performancekunsten i mange år været en ganske afsondret kunstform, men i de seneste ti år er der sket en stor udvikling på området, og i dag er performance et uomtvisteligt anerkendt formsprog på den danske billedkunstscene og en helt naturlig del af mange kunstneres værkpraksis.

Et af AHC’s tiltag Artistic Practice, som er et internationalt formidlingsprogram for etablerede billedkunstnere, arbejder for eksempel lige nu med en række performancekunstnere. Tre af dem – Kristoffer Akselbo, Hannah Heilmann og Lina Hashim – har AHC derfor også inviteret med til Performa i New York, hvor de hver især vil møde en estimeret samtaletalepartner i en ’artist talk’ i Performas Hub henholdsvis den 6. og 7. november.

For AHC handler Performa-samarbejdet om at give forskellige kunstnere nye muligheder for at udvikle sig. Under biennalen vil kunstnerne få lejlighed til at formidle og vise, hvad de arbejder med, opleve performances af andre kunstnere fra hele verden, samle inspiration og udvide deres netværk. Alt sammen væsentlige elementer, der kan styrke en kunstners karriere og samtidskunstens udbredelse.

Performa Biennial 2023 varer fra 1. november til 24. november, og AHC’s program på Performa varer fra den 1. november til og med den 10. november. Læs mere om det nedenfor.

Art Hub Copenhagens deltagelse i Performa Biennial 2023 er generøst støttet af Ny Carlsbergfondet.

~

MERE INFO

AHC’S PROGRAM PÅ PERFORMA BIENNAL 2023

1. – 19. november SUPERFLEX: FREE BEER

3. november kl. 12-13.30 Free Lunch Series: Jane Jin Kaisen i samtale med Job Piston

4. november kl. 12.13.30 Free Lunch Series: Ayoung Kim i samtale med Defne Ayas

5. november kl. 12.-13.30 Free Lunch Series: Thuy Han Nguyen-Chi i samtale med Jacob Fabricius

6. november kl. 15 -16.00 Lina Hashim i samtale med Ruba Katrib

6. november kl. 17-18.00 Hannah Heilmann i samtale med Jeppe Ugelvig

6. november kl. 19-20.00 Kristoffer Akselbo i samtale med Anthony Huberman

8.- 9. november Søren Aagaard: Cafe Zero – A nomadic smoke and fermentation house with no seasons

OM PERFORMA 2023

Performa er grundlagt af kunsthistoriker og kurator RoseLee Goldberg, dedikeret til at udforske den kritiske rolle, som performances spillede i historien om det 20. århundredes kunst og for at tilskynde nye retninger i performancekunsten i det 21. århundrede. Biennalens mission handler både om at kommissionere nye performanceværker af amerikanske og internationale samtidskunstnere; at præsentere en tre-ugers biennale med live-optrædener i New York City; at tilbyde offentlige uddannelsesprogrammer, udstillinger og producere trykte publikationer gennem Performa Institute; og at formidle indhold, kontekst og kommentarer gennem arkiver og digitale kanaler, der når ud til et globalt publikum.

Se hele årets program og læs mere her.

OM KUNSTNERNE

Søren Aagaard
Søren Aagaard (f. 1980, DK) er uddannet kok og kunstner og arbejder med video, skulptur, performance og installationskunst. Især maden og måltidet som en tidsmæssig og performativ begivenhed er vigtige dele af Aagaards praksis. Gennem sin interesse for specifikke produkter og forskellige steders kulturelle, sociologiske og kulinariske historie taler Aagaard om vor tids fænomener som klimaforandringer, sociale hierarkier og dyrkelsen af nostalgi og genialitet i den kulinariske og kunstens verden. Aagaard er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2013 og har desuden studeret på Malmø Kunstakademi. De sidste fem år har han vist sit arbejde og deltaget flittigt i internationale udstillinger, madlavningsprojekter og filmfestivaler.

SUPERFLEX
SUPERFLEX blev grundlagt i 1993 af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Rosengren Nielsen. Tænkt som et udvidet kollektiv har SUPERFLEX konsekvent arbejdet med en bred vifte af samarbejdspartnere, fra gartnere til ingeniører til publikumsmedlemmer. Arbejdet med alternative modeller for skabelsen af social og økonomisk organisation har taget form som energisystemer, drikkevarer, skulpturer, kopier, hypnosesessioner, infrastruktur, malerier, planteskoler, kontrakter og offentlige rum. SUPERFLEX har arbejdet i og uden for udstillingsrummets fysiske placering. Siden deres prisvindende Superkilen åbnede i 2011, har SUPERFLEX været involveret i større offentlige rumprojekter. Disse projekter involverer ofte deltagelse, input fra lokalsamfund, specialister og børn. SUPERFLEX har desuden udviklet en ny form for urbanisme, der inkluderer planters og dyrs perspektiver, med det formål at bevæge samfundet i retning af at leve mellem arter. For SUPERFLEX kan den bedste idé komme fra en fisk.

Jane Jin Kaisen
Jane Jin Kaisens kunstneriske praksis er baseret på omfattende tværfaglig forskning og engagementer i forskellige samfund. Hun er kendt for sine visuelt slående, performative, poetiske og flerstemmige feministiske værker, hvorigennem fortid og nutid bringes i relation. Med engagerende emner som hukommelse, migration, grænser og oversættelse aktiverer hun feltet, hvor subjektiv erfaring og kropslig viden krydser større politiske historier. Hendes værker forhandler og formidler midlerne til repræsentation, modstand og forsoning og danner således alternative slægtshistorier og steder for kollektiv fremkomst.

Ayoung Kim
Ayoung Kim udforsker levende billeder, film, tekster, spilsimuleringer og fordybende massive installationer og er optaget af fænomenet nationer, globale ressourcer, kønsroller, antikke myter og mysteriet om vores byggede miljø. Med alt fra petroleum-handelspolitik til undersøgelser af territorial imperialisme og de historiske begivenheder, der bragte Korea på den internationale scene, kombinerer kunstneren ofte lyd og billede for at skildre de alternative historier. En overordnet ramme eller kategori i Ayoung Kims arbejde er spekulativ fiktion eller blot en forstyrrelse af virkeligheden – inden for en ramme af, hvad der kunne beskrives som tekno-orientalisme eller asiatisk futurisme.

Thuy-Han Nguyen-Chi
Thuy-Han Nguyen-Chi er en tysk/vietnamesisk-baseret kunstner, hvis praksis muterer ind og ud af film, skulptur, installation, performance og tværfaglig forskning. Hendes arbejde udforsker det levende billedes epistemologiske, æstetiske og politiske muligheder i skæringspunkterne mellem kunst og videnskab, dokumentar og fiktion og individuelle/kollektive historier.

Kristoffer Akselbo
Kristoffer Akselbo er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006 og er i dag professor på Det Fynske Kunstakademi. Akselbos konceptuelle praksis udspringer af et mangeårigt undersøgende arbejde med konfrontatoriske performances samt skulpturelle- og installatoriske metoder. Kristoffer Akselbos værker vækker flertydige følelser af både fornøjelse, drama, overraskelse og voyeuristisk ubehag: på denne måde er mødet mellem publikum og værk i fokus, sammen med spørgsmålet om hvordan denne konfrontation eller interaktion kan fremkalde affekt. Akselbo er optaget af det morbide, og betragter sit arbejde som rumlige, psykologiske ‘skulpturer’. Konkret såvel som metaforisk giver Akselbo gerne en udfordrende og kritisk stemme til oversete befolkningsgrupper og samfundets udsatte. I sine installationer og performances udfordrer han social normativitet med både simple og grænseoverskridende virkemidler.

Lina Hashim
Lina Hashim er en kunstner og performer, som bor og arbejder i København. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2020. Et gennemgående tema i Hashims praksis er en undersøgelse og afdækning af aspekter af islam, der normalt er gemt væk for offentligheden. Hendes undersøgelser har ikke et blasfemisk sigte, men indgår i en kritisk og nuanceret dialog med religionen. Hashim arbejder i sine undersøgelser med et dobbeltblik på Islam: dels som muslimsk opdraget kvinde og dels som den kritiske betragter. Ydermere rummer Hashims værker et feministisk aspekt, mest tydeligt i værket Uden vind (2012) bestående af billeder af muslimske kvinders hår under tørklæderne. I værket Unlawful Meetings (2014) behandles den seksuelle dobbeltmoral blandt andet gennem en fremvisning af, hvordan kyskheds dogmer går langt hårdere ud over muslimske piger end drenge. I værket Suicide Bombers (2016) sættes fokus på overbevisningen om, at kvindelige selvmordsbombere i paradiset får en ganske anden status end de mandlige. Med Hashims seneste værk The Touch (2020) fortæller hun, gennem lectureperformance, dans og installation, om sin egen historie.

Hannah Heilmann
Hannah Heilmann er cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og underviser ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun arbejder primært med installation, objekter og performance og har performet på bl.a. Marselleria i Milano, Manifesta 11 i Zürich, Statens Museum for Kunst, og National Gallery of Art i Vilnius. Hendes udstillinger omfatter præsentationer på Aros, Møstings Hus, Den Frie, Shoot the Lobster i Los Angeles og EKKM i Tallinn. Hun var medstifter af det kunstneriske projektrum TOVES (2010-2017) og del af kunstnergruppen Ingen Frygt (2001-2010). I sine performances, og gennem værker der ofte er skabt med lave og efemere materialer, afsøger Heilmann vores forhold til objektet og varen. I hendes værker sættes kroppen op mod tingene omkring den, adfærd spændes ud imellem værdisans og besiddertrang, gallerirummet kan tage form af et showroom, og forbrug relateres til både begær og skam.

MERE OM AHC’S PROGRAMMER
Artistic Practice er et formidlingsprogram for professionelle, etablerede billedkunstnere i Danmark, som har markeret sig banebrydende og nyskabende, og som overvejende har haft udstillingspraksis i Danmark, men vurderes til at have potentiale til at nå ud i en international sammenhæng. Programmet er bygget op om et videoportræt og en offentlig samtale, der stiller skarpt på den enkelte kunstners praksis med det formål at formidle denne, og herudover tilbydes der støtte og sparring til at opbygge et internationalt netværk.

Free Lunch Series er ligeledes et formidlingsformat, men med fokus på at skabe udveksling mellem særligt yngre billedkunstnere. På udvalgte tirsdage inviteres den kunstinteresserede offentlighed til at overvære en uformel samtale med en professionel billedkunstner over en hyggelig, vegetarisk frokost. Kunstneren fortæller om sin praksis, sin aktuelle research eller nye ideer ofte i samtale med inviterede samtalepartnere.

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12