Menu
Søg

Art Hub åbner udstilling på Thoravej

En tidligere industribygning i Københavns nordvestkvarter danner rammen om Art Hubs første udstilling: en stor præsentation af dansk og international samtidskunst. Udstillingen åbner fredag den 17. september og kan ses til og med 31. oktober 2021.

I 2023 flytter Art Hub Copenhagen fra sine nuværende lokaler på Halmtorvet i København og ind i en til den tid nyrenoveret bygning på Thoravej i Københavns nordvestkvarter. Inden renoveringen går i gang, har Art Hub i samarbejde med Bikubenfonden, som ejer bygningen, givet fem kuratorer mulighed for at omdanne hver deres etage til et midlertidigt udstillingsrum, der præsenterer værker af en eller flere samtidskunstnere.

Fokus på vækstlaget
”I Art Hub arbejder vi for og med vækstlaget i samtidskunsten. På Thoravej står der lige nu 7000 kvadratmeter helt tomme. For os er det oplagt at bruge de kvadratmeter til at fejre kunstscenen i København og i Danmark ved at præsentere nogle af de mange stemmer, den har. Derfor har vi givet ikke bare én, men fem kuratorer frit spil til at bruge pladsen, som de mener, den skal bruges. Sammen med Bikubenfonden stiller vi rammerne til rådighed i form af lokaler, midler og formidling, men det er kuratorerne, der skaber udstillingerne. Det er et eksperiment, og jeg glæder mig meget til at opleve de fem etager,” siger direktør for Art Hub, Jacob Fabricius.

De fem kuratorer er: Feminist Collective With No Name (FCNN), Institut Funder Bakke, Culture Art Society (CAS), Kristian Vistrup Madsen og Mette Woller.

Værker og bidrag af følgende kunstnere indgår i udstillingen:

Jeannette Ehlers, Santiago Mostyn, Nikhill Vettukattil, Jelsen Lee Innocent, Andromeda 8220 v. Aysha Amin, Tolia Astakhishvili, Bamses Billedbog, Tiddy, Karim Boumjimar, Lydia Östberg Diakité, D.N.A., Rochelle Goldberg, Liv Latricia Habel, Mia Edelgart / Sebastian Hedevang, Noah Umur Kanber, Paul McCarthy, Ruby Mariama Laura Andersen Ndoye, Vera Palme, Michala Paludan, Spaghetti Clurb og Young Boy Dancing Group m.fl.

Identitet, køn, krop og udforskning af det arkitektoniske rum
Da de fem kuratorer har fået fri hænder til at lave den udstilling, de hver især synes egner sig bedst til lokalerne, er der ikke én enkelt sammenhængende tematik, som binder de fem etager sammen. Dog kan der i valget af både kunstnere og værker ses nogle fælles træk på tværs af de fem etager, som på forskellige måder handler om identitet, køn, krop og udforskning af det arkitektoniske rum.

Udstillingerne på Thoravej 29 vil blive suppleret af et program, hvor kuratorer, kunstnere og værker på forskellige måder bliver præsenteret. Yderligere information om programmet offentliggøres løbende her på websitet.

Om bygningens fremtid
Når Art Hub flytter ind i bygningen i 2023, skal den blandt andet huse kunstneratelierer, værksteder, en scene og meget mere, der understøtter Art Hubs arbejde med at sætte fokus på samtidskunsten i nye eksperimenterende former og samtidig indgår som en del af et større fællesskab i bygningen.

Bygningen på Thoravej er ejet af Bikubenfonden og kommer ud over Art Hub også til at huse blandt andet kunstbutikken Skitse, som arbejder med at gøre aktuelle billedkunstneres arbejdsproces synlig og tilgængelig. Desuden indflytter også foreningen Hjem til Alle, der arbejder med at bekæmpe hjemløshed blandt unge, foruden Bikubenfonden selv, der med bygningen vil arbejde aktivt på at skabe et community, hvor nogle af de mest nyskabende aktører inden for social- og kunstområdet kan samles.

INFO

Thoravej 29
17. september – 31. oktober 2021
tors-søn 13-18

Thoravej 29-31
2400 København NV

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12