Jeg gør det ikke for, at folk skal få det dårligt med sig selv. Jeg gør det ikke for at være led. Jeg troller og ’trash talker’ aldrig uden videre, jeg kan kun lide at debattere, når begge parter er aktive. Jeg ved ikke, om jeg passer på definitionen af en tastaturkriger, men jeg svarer alle, der er uenige i de ting, jeg skriver. Jeg er helt sikkert mere aggressiv og direkte online, end jeg er i det virkelige liv. Fite me! Den euforiske følelse, man får, når debatten bliver intens, alt andet blegner i sammenligning. Jeg savner tit, hvordan det var før, folk altid var klistret til deres skærme, og de folk, der var på chatfora, virkelig gik op i de emner, de diskuterede. Nu er alle der. Folk er lige så anstrengende online, som de er det virkelige liv. Måske endda mere. Alle vil have deres egoer plejet. Sandheden er ofte ilde hørt, fordi den kræver selvrefleksion (og arbejde). Jeg er ikke online hele tiden. Gode pointer giver ikke mad på bordet. Wow, jeg hader at tænke på, hvor mange der slipper godt fra at tage fejl i kommentarsporet, imens jeg laver aftensmad til børnene.

Jeg har et fuldtidsjob. 9-5. Jeg er seriøs hele dagen og har mange ansvarsområder. Jeg tror, at trolling er en måde at give slip på. Jeg troller ikke kun. Der er mange ting, jeg ikke kan dele med folk ansigt-til-ansigt, så det er ofte godt for mig at skrive i længere formater. Jeg skriver, når jeg har fri fra arbejde, eller når jeg er søvnløs om natten. 5-9. Når jeg taler med mine ‘virkelige’ venner, beder jeg altid om samtykke, før jeg ventilerer. Jeg indleder måske med noget i retning af ”hey, jeg er virkelig ked af det/frustreret, kan jeg tale med dig om det?” Problemet er, at selvom jeg er ok med et ”nej, ikke nu”, er det som om, de føler sig forpligtede til at lytte. Hvad end de er følelsesmæssigt forberedte eller ej. Jeg er tit blevet beskyldt for ’trauma dumping’, men hvad er forskellen egentlig på at ’traumadumpe’ og bare tale om sit liv? Jeg ved, jeg er en mundfuld. Jeg har en tendens til at tale om alt, både positivt og negativt. For en som mig er online fora bare nemmere at kommunikere i. Ingen er tvunget til at læse det hele, så jeg behøver ikke bekymre mig om, at det bliver lidt langt.

’Troll’ eller ’truth seeker’? Hvad er vigtigst? At blive hørt eller have ret? Hvad får nogle mennesker til at deltage i omfattende sociale diskussioner og offentligt dele ud af deres holdninger og synspunkter? Hvad får andre til at afstå fra det?
Man behøver ikke længere stille sig op på en ølkasse for at tage ordet. Det er ikke nødvendigt at gøre sig selv synlig for at blive hørt. I en tid, hvor stemme ofte er adskilt fra krop, hvad er potentialerne, og hvad er faldgruberne? Hvad sker der, når ordene løber løbsk?

Udstillingen 9-5, 5-9 udforsker onlinekultur og online tilstedeværelse samt trolling og interventioner i den ‘virkelige verden’. Den er en undersøgelse af tags og indgreb, steder og ikke-steder, liminale rum, anonymitet og brugernavne, kort sagt det utæmmede land af ’my-two-cents’. Det er et kig på mængden og volumen af stemmer, hvad end de befinder sig på gaderne eller i vores feed. Vi manifesterer os i fysiske sfærer, eller vi lader sindet rejse ubegrænset i skærmlyset, imens vores krop føles efterladt i stenalderen. Aktiv bidragyder eller passiv betragter, du lover dig selv at gå tidligt i seng, men ender med at scrolle til daggry.

9-5, 5-9 er åbningsudstillingen i Art Hub Copenhagens nye udstillingsrum Room Room på Thoravej 29, kurateret af inter.pblc / Kristian Kirk og Johanne Jacobsen. Udstillingen præsenterer ni lokale og internationale kunstnere, alle med tilknytning til Art Hub Copenhagen.

De deltagende kunstnere er: Beth Collar (f. 1984), Heine Kjærgaard Klausen (f. 1978), Javier Alvarez Sagredo (f. 1994), Jules Fischer (f. 1988), Justin F. Kennedy (f. 1983), Maja Malou Lyse (f. 1993), Masar Sohail (f. 1982), Sara Sjölin (f. 1991) og Simon Dybbroe Møller (f. 1976).

Mens kunstnerne arbejder i forskellige medier, der spænder over skulptur, video, performance, fotografi, lyd og installation, deler de en interesse for, hvordan nutidens samfund dannes af sociale netværk og platforme, og hvordan generationer formes af digital kultur. Gennem forskelligartede kunstneriske praksisser beskæftiger de udstillede værker sig med anarkistiske energier i monopolistiske fora. Med humor og alvor undersøger udstillingen uklare strukturer i vores visuelle kultur, hvor kommunikation og kaos er centrale elementer i oplevelsen af at være i kontakt med vor tids verden.

Med i udstillingen er Sara Sjölins filmværk, News from New York, hvor vi følger en kunstners første møde med New York. Det er en bizar reportage med skiftende tilstedeværelse, flakkende narrativ og tidsmæssig desillusion, der skubber til vores virkelighedsopfattelse. Som en ‘truth seeker’ på omveje. Sjölin er kendt for at anvende tragikomiske greb til at skabe et sprog for det ubehagelige og angstprovokerende, der også gennem dette værk behandles med humor og affekt. News from New York er et nyproduceret værk, skabt til 9-5, 5-9.

Masar Sohail bidrager til udstillingen med videoværket Ode 2 GELWANE, som er en hyldest til den unge, ukendte dreng, der i 2011 blev nærmest berømt i undergrundsmiljøet for at tagge Jellingestenen. Uden dybere intentioner og uden begreb om, at han udførte hærværk på et nationalt klenodie, syntes drengen, som har Aspergers syndrom, helt enkelt at det klædte stenen med det grønne tag ”Gelwane”. En analog, anarkistisk og umiddelbar handling, der skabte en samtale, og som Sohail i dette værk hylder for sin utæmmede og frisættende karakter. Ode 2 GELWANE er et nyproduceret værk, skabt til 9-5, 5-9.