Menu

Free Lunch Series: Kasper Hesselbjerg

1 / 14

Foto: Christian Brems

2 / 14

Foto: Christian Brems

3 / 14

Foto: Christian Brems

4 / 14

Foto: Christian Brems

5 / 14

Foto: Christian Brems

6 / 14

Foto: Christian Brems

7 / 14

Foto: Christian Brems

8 / 14

Foto: Christian Brems

9 / 14

Foto: Christian Brems

10 / 14

Foto: Christian Brems

11 / 14

Foto: Christian Brems

12 / 14

Foto: Christian Brems

13 / 14

Foto: Christian Brems

14 / 14

Foto: Christian Brems

Tirsdag den 15. juni 2021 var den danske billedkunstner og tidligere kunstner i residency hos Art Hub, Kasper Hesselbjerg, vært ved en særlig udgave af frokostsamtale-arrangementet Free Lunch Series. Her stod han for to serveringer og satte med udgangspunkt i serveringerne og sin kunstneriske praksis en samtale i gang om blandt andet forholdet mellem mads symbolske værdi og dens sanselige materialitet.

Nedenfor kan du læse Kasper Hesselbjergs oplæg til den samtale, som udviklede sig rundt om bordet, og som kunstnerne Nanna Abell og Amitai Romm var særligt inviteret til at deltage i.

Serveringerne var: Sichuan-inspireret nudelsuppe med lammehjerne og Bubble-tea leveret med Wolt.

~

KASPER HESSELBJERGS INTRODUKTION
Jeg vil starte med at fortælle lidt om mit eget forhold til dagens serveringer, og derefter håber jeg, at I har lyst til at dele med mig, hvordan I oplever, og hvad I tænker om serveringerne.
Begge retter er noget, jeg for første gang stødte på i Kina, hvor jeg har boet og rejst af flere omgange. Det er også herfra, jeg kender Bubble-tea, selvom det siden da er blevet voldsomt populært i København.

Begge ”retter” er for mig temmelig uvante. Tapioca-kuglernes konsistens minder ikke om noget, jeg kender fra en dansk kontekst. Hver gang jeg smager det, spørger jeg mig selv: “Er det en lækker fornemmelse at tygge på dem?”. Jeg tror det. Det samme gælder for nudelsuppen. Den fede hjerne, som jeg næsten ikke kan smage for den overdøvende mængde chili og sichuanpeber, bliver til ren konsistens. Lige så meget, som jeg oplever smagen, oplever jeg min egen mund, der brænder, og min krop der sveder.

Jeg tænker, at denne her nudelsuppe er et godt oplæg til at tale både om forholdet mellem det symbolske/tegnmæssige ved retterne og det materielle ved dem – altså det vi sanser, eller det vores krop siger til os om dem. Et forhold, der måske er uafhængigt af det tegnmæssige. For mig i hvert fald er der noget meget grænseoverskridende og underligt ved den her servering, i den forstand at den blev serveret for mig første gang som en ganske almindelig frokost.

Men jeg ved ikke, om det her er den rette måde at anskue det på – eller om I andre også ser det på denne måde? Særligt for denne servering er selvfølgelig også, at den finder sted i en kunstkontekst. Derfor kan det ikke undgås, at serveringen af en hjerne bliver en særlig symbolsk, betydningsdannende gestus, nærmest lidt deadpan-agtigt, hvor hjernen bliver en mytologisk figur eller størrelse. Lad os tale om tanker, tænkning og tegnsystemer – så her er en hjerne.

Samtidigt – særligt da jeg spiste retten i Kina – er det en ret, som er meget stærkt krydret og derfor overvældende for min krop. Jeg kan virkelig godt lide at spise stærk mad, men det der ofte sker er, at jeg bliver rød i hovedet og begynder at svede; så min krop siger på en måde også nogle ting. Jeg får sådan en summende fornemmelse af sichuanpeberen, som er i retten, og hjernen med dens bløde konsistens siger også min krop noget; noget, som Bubble-teen kan hjælpe en lille smule på. For det hjælper på det stærke at drikke den mælkede te, og så er der boblerne i teen, som har en helt tredje konsistens. Dermed er det også et spørgsmål om konsistenser. Det er et spørgsmål, der både kan stilles inden for madlavning og tænkning.

Men hvis man taler om tingene som tegn, levner det så plads til kroppens oplevelse? Det er sådan, at jeg kommer til at anskue betydningsdannelsen af de her ting, men det kunne være sjovt at tale om, om der er nogle andre måder, man kunne se på det her på.

En anden tematik, som fylder, og som jeg lige vil nævne, inden vi begynder den fælles samtale, er, hvordan vi tilegner os noget, som er fremmed for os selv. Noget, der gjorde mig særligt interesseret i dét at spise den her hjerne, var, at jeg første gang spiste den sammen med mine kinesiske kollegaer på det institut, jeg arbejdede på i Beijing. For dem var det ikke mere unormalt eller mere skørt at bestille den her ret end den række af andre retter, som var på menukortet.

Jeg interesserer mig meget for kinesisk kultur, men hvordan kan jeg forholde mig til retten og inddrage mig selv – hvad retten gør ved mig – nu hvor jeg har et andet forhold til den, end dem jeg dengang spiste retten sammen med? Kan man tilegne sig de her ressourcer fra en anden kultur uden at eksotisere?

Art Hub : is an international art institution aimed at supporting the young contemporary art scene

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12