Photo: Elolo Bosoka
Wintanworks er et residency- og udvekslingsprogram, drevet af Art Hub Copenhagen og blaxTARLINES KUMASI, som hvert år giver to kunstnere – én fra Ghana og én fra Danmark – mulighed for at bytte lokation i to måneder og dermed stifte bekendtskab med en ny kunstscene.
Dette er et Open Call for kunstnere bosat i Danmark. Residency-opholdet løber fra 1. april til og med 31. maj 2027. Ansøgningsfristen er søndag den 15. november 2026 kl. 23.59.
Residency-programmet omfatter indkvartering i Accra/Kumasi samt et program, der giver tid til at udføre research, opbygge et nyt netværk og holde en offentlig præsentation. Du finder programmet for Ghana nedenfor og mere om Wintanworks her.
~
PROGRAMMET I GHANA
Residency-programmet indeholder:
- Et månedligt stipendium på 13.000 DKK (ca. 1.740 euro).
- Et delt atelier på Institut for Maleri og Skulptur ved Kwame Nkrumah University of Science and Technology (KNUST).
- Indkvartering hos KCCR KNUST, Kumasi.
- En returbillet mellem København og Ghana. Andre rejseaktiviteter i forbindelse med programmet dækkes ligeledes efter godkendelse.
- Hjælp til booking og organisering af indkvartering.
- Organisering af lokal transport mellem de forskellige residency-lokationerne og besøgssteder.
- Adgang til professionelle værkstedsfaciliteter på KNUST.
- Møder med lokale kuratorer, medlemmer af blaxTARLINES KUMASI og lokale kunstinstitutioner.
- Facilitering af en offentlig præsentation af kunstnerens arbejde.
AHC og blaxTARLINES KUMASI hjælper med at organisere residency-programmet i Ghana, men vær opmærksom på, at deltagelse kræver en høj grad af koordinering og lyst til også selv at tilrettelægge sin tid og sine rejser.
Programmet omfatter researchrejser og ekskursioner til Accra – en livlig hovedstad med en inspirerende kunstscene – samt et besøg på Red Clay Studio. Sidstnævnte er et campusområde på ca. 80 hektar dedikeret til kunst, kultur og uddannelse. Det ligger i Tamale i Ghanas nordlige region og er initieret og drevet af den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama.
Man vil som resident have base i Kumasi med tilknytning til Institut for Maleri og Skulptur ved KNUST og vil mødes med medlemmer af blaxTARLINES Kumasi, tidligere Wintanworks-residenter samt lokale kunstnere og kunstfaglige aktører. I Kumasi får residenten desuden mulighed for at præsentere sit arbejde for kunststuderende på universitet.
Derudover inviteres kunstneren til at blive en del af AHC’s alumnenetværk og få sit arbejde præsenteret på både blaxTARLINES’ og AHC’s kommunikationsplatforme.
Der er ikke krav om at skabe nye værker under residency-opholdet.
Den daglige drift af Wintanworks varetages af Elolo Bosoka fra blaxTARLINES KUMASI og Marie Braad Larsen fra AHC, som også vil være kunstnerens kontaktpersoner under opholdet.
~
HVEM KAN SØGE?
Dette Open Call henvender sig til professionelle billedkunstnere bosat i Danmark. Du skal have en kandidatgrad eller tilsvarende professionel erfaring, og ansøgeren skal have afsluttet sin uddannelse, når residency-opholdet begynder.
Det er ikke muligt at søge som duo eller kollektiv.
AHC arbejder aktivt for et inkluderende, mangfoldigt og fagligt engageret fællesskab, der støtter kunstnere med vidt forskellige praksisser på alle stadier af deres professionelle udvikling. Vi opfordrer derfor alle – uanset alder, etnicitet, køn eller seksualitet – til at søge.
~
HVORDAN SØGER MAN?
Ansøgninger skal indsendes via dette digitale ansøgningsformular [højreklik på linket og vælg ’åbn link i ny fane’] med vedlagt CV (maks. 1 side) og visuelt materiale (maks. 3 sider).
Ansøgningsfristen er søndag den 15. november 2026 kl. 23.59.
Vi anbefaler, at du forbereder dit materiale i god tid inden fristen. Bemærk venligst, at ansøgninger, der uploades efter kl. 23.59, ikke vil blive registreret, og at systemet kan opleve stor belastning tæt på fristens udløb. Ansøgninger, der ikke overholder de formelle krav, vil ikke blive vurderet.
~
VURDERING AF ANSØGNINGER
Alle ansøgninger gennemgås og vurderes af en intern jury bestående af repræsentanter fra AHC og blaxTARLINES KUMASI. Den udvalgte kunstner får besked umiddelbart efter, at juryens arbejde er afsluttet.
Ansøgningerne vurderes ud fra:
- Potentialet, kompleksiteten og engagementet i den enkelte kunstneriske praksis.
- Potentialet for, at residency-opholdet kan fremme udviklingen og kompleksiteten i den kunstneriske praksis.
- Ansøgerens motivation og parathed til at gennemføre opholdet og engagere sig i det ghanesiske kunstmiljø.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at sende en e-mail til ansogning@arthubcopenhagen.dk.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!