Seminar: Disrupting Colonial Monu/mentality
-
Navn:
Ylva Habel, Siri Paulsen, Patricia Kaersenhout, Nina Cramer, Jeannette Ehlers, Hanan Benammar, Chalana Brown, Mai Takawira, Lars Bang Larsen, Katrine Dirckinck-Holmfeld
-
Dato:
-
Format:
Billeder
Fredag den 1. september inviterede Mai Takawira og Art Hub Copenhagen (AHC) til seminaret Disrupting colonial monu/mentality hos Union på Nørrebro. Seminaret var en opsamling og en afslutning på samtaleserien Skyld og Gæld – Tilblivelser, som blev tilrettelagt af Mai Takawira og afholdt hos AHC hen over vinteren og foråret 2022-23.
Nedenfor er starten af introduktionen til seminarets centrale tematikker, formål og fokus præsenteret af Mai Takawira:
Seminaret bringer kunstnere, aktivister og forskere sammen til en samtale om kolonial monu/mentalitet, påtrængende hjemsøgelser og reparerende gestusser i det offentlige rum. Vi vil kredse om indskrivelser af hvid, patriarkalsk magt i marmor, mursten og beton. Vi vil dyrke de(t) fortrængtes genkomst, der kollapser skellet mellem “fortid”, “nutid” og “fremtid” og afbryde den koloniale monu/mentalitets bevægelse og fiksering. Vi vil afsøge andre måder at orientere os, tage plads, føle hinanden og føle os hjemme, og vi vil transformere det rum, vi kalder fælles.
Begrebet ”kolonial monumentalitet” handler om mere end de koloniale monumenter, som findes i Danmark og i store dele af verden. Det handler om, at “vi” her, ligesom folk andre steder, erfarer, at hvidhed og kolonialisme ikke er et overstået kapitel, og om hvordan organiseringer af det offentlige rum fortæller “os” det. Som sorte og brune minoriteter i et hvidt majoritetsland føles hvidheden nok større, men det er ikke et spørgsmål om integration eller om, at en “homogen” befolkning skal vænne sig til mødet med dem “andre steder fra”. Det handler om, at koloniale strukturer fortsat har politiske, økonomiske og sociale virkninger. Det handler om, at racegørelse i krydsfeltet mellem køn og klasse betyder noget (og at vi er nogle, der må tage det på os politisk). I Danmark, ligesom i mange andre postslavegørende og post-koloniserende nationer, skriver “Vesten” stadig historien, og diskurser af hvidhed tilrettelægger rum for racegjorte, hvide kroppe, der er så̊ normaliserede, at de ikke ”ses” og erfarer sig selv som kroppe, men bare er frit udfoldende.
