Testing Ground : Prekær Filmpraktik

I 2021 deltog Eva la Cour, Joen Vedel, Mia Edelgart og Rasmus Brinck Pedersen i et Testing Ground forløb hos Art Hub Copenhagen. Under titlen Prekær Filmpraktik afholdt de samlet fire live-arrangementer. Her på siden finder du dokumentation af forløbet i form af tekst og video.

~

PREKÆR FILMPRAKTIK, 2021

Tekst med video uddrag til Art Hub Copenhagens Arkiv

Af Joen Vedel, Mia Edelgart, Rasmus Brinck Pedersen og Eva la Cour

Eva:

Skal jeg starte?

I foråret 2021 besluttede vi os for at udforme en praktisk kollektiv undersøgelse, i et forsøg på at give form til nogle af de spørgsmål, der gennem lang tid har samlet os: hvad er live-redigering – eller, hvad kan det være? Hvordan kan man arbejde med mediering som kunstnerisk materiale? Hvordan kan selve den filmiske proces integreres i en films produktionsmåde? Hvordan kan filmisk arbejde fremvise sin egne arbejdsbetingelser? Hvad er formålet med film? Hvad er en succesfuld film? Hvad vil det sige at arbejde i en anti-film tradition i dag? Måske er der nogen af jer andre der kan formulere det bedre?!

Mia:

For mig er et tilbagevendende tema det der med muligheder for fejl som en metode…

Eva:

Ja, det er vigtigt! Og blandt andet derfor valgte vi at kalde vores undersøgelse for Prekær Filmpraktik.

Joen:

Et vigtigt tema for mig er produktion af ’nu-tid’, hvilket jo også er noget både du og jeg undersøger i vores kunstneriske Ph.d.-projekter, selvom det var på forskellige måder og ud fra meget forskelligt materiale.

Eva:

For mig fungerede Prekær Filmpraktik som en form for optakt til mit Ph.d.-forsvar (2022), forstået på den måde, at det gjorde det muligt i praksis at afprøve spontane indfald parallelt med, at jeg skrev min afhandling færdig, og uden følelsen af krav om succes. Helt praktisk stillede Art Hub Copenhagen deres lokaler på Vesterbro til rådighed, samt et budget til leje af teknisk udstyr og honorering.

Nu er vi så blevet bedt om sende en eller anden form for dokumentation. Et par udvalgte billedsekvenser af vores eksperimenters visuelle udfald, forestiller jeg mig, men også en introducerende tekst. Men eftersom hele pointen var at indgå i et forløb sammen, synes jeg, at det giver mening at forsøge også at beskrive og reflektere over det som udspillede sig, sammen.

Rasmus:

Hm. Jeg ved ikke om jeg har så meget at sige, jeg var jo ikke med fra starten.

Mia:

Nej, men du har jo været virkelig meget med til at forme den fælles ide vi har om, hvad live-redigering er.

Eva:

Det tænker jeg også, og live-redigering var jo netop udgangspunktet for Prekær Filmpraktik forløbet – både med hensyn til konceptualisering og udførelse af de konkrete eksperimenter, ligesom vi havde en forestilling om at få ‘noget ud af det’ sammen. Og ja, du var inkluderet i denne sammensværgelse.

Joen:

Ja, og vi talte allerede i starten om, at et af vores eksperimenter skulle organiseres som en slags workshop, og at vi skulle invitere dig, Rasmus, til at være med til at afholde den.

Rasmus:

Ja, det anede mig. Men alligevel fik I ikke sagt noget om det før midt på sommeren…

Mia:

Det var lidt fjollet. En del af pointen med et undersøgelsesforløb var, at vi ønskede os mere tid til forberedelse, end vi har haft andre gange, vi har arbejdet med denne her praksis. Men jeg tror nu, at vi prøvede at tage ansvar for, at det var os der var organisatorer…

Eva:

Og så var vi vel ret fokuserede på at afholde hver session som en egen begivenhed, og måske derfor også lidt (for) afventende med hensyn til, hvad der ville føles vigtigt at tage med/afprøve videre?

Joen:

Men samtidigt valgte vi at fordele ansvaret for de i alt fire forskellige sessioner som vi aftalte med Art Hub Copenhagen at afholde. Eva og jeg tog ansvar for de to sessioner, som fandt sted i foråret og Mia og Eva tog ansvar for de to sessioner, der fandt sted i efteråret.

Eva:

Hm. Er det værd at nævne, at Prekær Filmpraktik var en del af Art Hub Copenhagen’s Testing Ground program? Altså, at der var tale om en mulighed for at afholde nogle events for at mere smalt publikum

Mia:

Ja, det var vigtigt, ligesom at det er vigtigt, at det er til Testing Ground’s arkiv, at vi producerer denne her på en gang introducerende og reflekterende tekst. Måske skal I, Eva og Joen, lægge ud med at beskrive de første to sessioner?

Joen:

Ja, det er en god ide. Jeg kan starte med at fortælle lidt:

Joen:

Til det første arrangement under titlen Prekær Filmpraktik, havde vi inviteret en flok venner til at tage del i en læsegruppe med fokus på den tyske tænker Walter Benjamins historiefilosofiske teser. Læsegruppen bestod af Marie Louise Krogh, Frida Sandström, Kirsten Dufour, samt Eva og jeg (Joen). At læse en tekst i fællesskab var ikke noget nyt for os – vi har alle været en del af mange forskellige læsegrupper – men det særlige ved denne læsegruppe var, at den fandt sted i vores til lejligheden, indrettede TV-studie i Art Hub Copenhagens lokaler og at læsningen blev filmet og transmitteret live på internettet.

Eva:

Det er rigtigt. Det er vigtigt at nævne, at alle programmer blev live-transmitterede, og at der var en særlig kontekst for det. Corona-epidemien var i foråret 2021 for nedadgående, men det var forsat et meget præsent vilkår, at offentlige arrangementer i vidt omfang foregik med online deltagelse…

Joen:

Ja. Når vi inviterede ind til læsegruppen med fokus på Benjamins historiefilosofiske teser i dag, var det fordi vi oplevede – og forsat oplever – at vores forhold til tid og historie er under forandring. Netop corona-pandemien og vores mere eller mindre konstante tilstedeværelse på (af)sociale medier, har været med til at ændre de temporale dynamikker i vores hverdag; fremtiden fremstår mere usikker og historien er åbnet op på ny, mens ideen om nutid er låst fast i sin egen logik og uden nogen form for horisont. Denne følelse finder vi også i Benjamins teser og det var vi interesseret i at forstå komplikationerne af. I læsegruppen handlede det altså ikke om at forstå teserne, men om at bevare en nysgerrighed og en åbenhed overfor dem og undersøge hvorledes læsningen af dem i dag er relevante for os, lige nu og her.

Eva:

Måske skal du lige introducere teksten lidt?

Joen:

Walter Benjamins historiefilosofiske teser er regnet som et af hans vigtigste og mest citerede værker. Han færdiggjorde teksten i 1940, på flugt fra Nazisterne og kort inden han tog sit eget liv. Det er en tekst bestående af 20 teser, der på forskellig vis kritiserer opfattelsen af det historiske som en abstrakt størrelse, der er orienteret omkring ’fremskridt’ og en lineær opfattelse af tid. I stedet argumenterer Benjamin for en dynamisk opfattelse af tid, ’kairos’, hvor fortiden og historien ikke er afsluttet og hvor ethvert øjeblik bør ses som en mulighed og en lejlighed til at handle i. Til sammen repræsenterer teserne et slags filosofisk manifest, i form af fragmenterede og dialektiske billeder og allegorier, der svinger mellem det åbenbare og indlysende på det ene side og det obskure og utilgængelige på den anden side. Af samme grund en god tekst at læse i selskab med andre.

Ved at live-transmittere vores læsning og samtale af Benjamins historiefilosofiske teser, ønskede vi at skabe en dialog og en spænding mellem teksten og selve konteksten for læsningen af den. Ved at bruge live-redigerings udstyr, ønskede vi at læne os op ad Benjamins metode og konstruere noget ud af de fragmenter vi bragte til bordet og gøre læsningen til en form for begivenhed. Dette var i høj grad et forsøg, eller et eksperiment, der gik ud på at bruge kunstens rum som et sted hvor teori og praksis – eller form og indhold – kunne mødes, for på denne måde at forsøge at begribe vores fælles læsning, mens det befandt sig i et stadie af erkendelse.

Eva:

Benjamin skrev netop sine historiefilosofiske teser som fragmenter tilegnet den praksis det er at tænke, snarere end som et færdigt og afsluttet værk. Det afgørende for Benjamin – og for os i denne sammenhæng – lå derfor i forsøget på at transmittere en erfaring af historisk tid, mens den udfolder sig.

Rasmus: Det var en dejlig introduktion til Prekær filmpraktik #1. Men hvad så? Hvordan var Prekær filmpraktik #2 organiseret?

Eva:

Prekær filmpraktik #2 fandt sted præcis en uge efter Prekær filmpraktik #1, og rummets indretning og tekniske set-up var egentlig identisk. Jeg tror det eneste vi ændrede, var farven på redigeringsbordets voksdug. Den var lyseblå i stedet for rød, og kun Joen og jeg var fysisk til stede i Art Hub Copenhagen.

Joen:

Ja. Efter første arrangement, var vores tilgang anden gang mere kontemplativ og vores opmærksomhed rettet mod en række live-transmissioner tilgængelige online. For eksempel via nyhedsportaler, YouTube og databaser.

Eva:

Praktisk åbnede vi med at introducere live-redigeringssituationen for potentielle seer, ved at beskrive og redegøre for vores opsætning og materiale. Det vil sige, vi afspillede det arkivmateriale som vi havde genereret ugen forinden, i forbindelse med Prekær filmpraktik #1, mens vi begge havde det present i vores erindring og nervesystem, men også som en form for back-drop til en visuelt orienteret og ret impulsiv live-krydsklipning med live-transmitterede materiale som vi ikke kendte og ikke havde nogle forudsætninger for at arbejde med. Mere konkret en livestream fra ’livenewsnow.com’, explore.org’s livecams, en live transmission fra folketingssalen og transmitterende webcam fra alverdens storbyer. Har jeg glemt noget?

Joen:

Det tror jeg ikke. Men uanset, kom vores samtale om Benjamins begreb om tid i forhold til spørgsmål om medierede/medierende blikke og kolonialitet, ugen forinden, til at fungere som en slags lydspor som vi associativt og impulsivt parrede med disse live-transmitterede billedstrømme. Live-udsendelsen havde ikke rigtig nogen tematik og retning. Det var mere en visuelt orienteret meditation.

Eva: Ja, hehe. Måske kan Prekær filmpraktik #2 bedst beskrives som et arbitrært og live-betinget gensyn med udfaldet af Prekær filmpraktik #1. Var der egentlig nogle af jer der fulgte med online? Det kan jeg ikke huske…

Mia: Jeg så noget af det. Men jeg synes det er meget sjovt at høre jer fortælle om det, blandt andet fordi det er anderledes end jeg husker det. Og fordi det jo er ret anderledes end det der foregik i forbindelse med Prekær filmpraktik #3 + #4, som jo var henholdsvis en workshop og en gadeoptræden.

Joen: Og i forlængelse af det kunne det være sjovt, synes jeg, hvis du gad at beskrive hvordan du oplevede workshoppen Rasmus?

Rasmus:

Ja, men det kan jeg da godt. Lad mig starte med at læse op fra pressemeddelelsen og Facebook-invitationen til at deltage, som beskriver formålet med workshoppen således: “at introducere til og forsøge at afmystificere hvad live-redigering er og kan være – konceptuelt og teknisk. Udover at være en almen brugt metode i mainstream tv-produktion er live-redigering for kunstnerne en slags maskine, der kan materialisere luftige samtaler …”

Det der med luftige samtaler var noget vi talte om, da vi sad og forberedte os, at vi ofte har sammen. Og vi talte også om, at vores workshop-eksperiment kunne hedde “noget finder sted”. Og om at det kunne finde sted i form af en række korte oplæg holdt af fire forskellige personer i et intermistisk studie, og i form af en workshop med deltagerne både foran og bagved kameraet og med direkte livestream. Og vi talte om, at det allerede på forhånd kunne være blevet lovet, at man forsøgte at nærme sig en ‘potentialets æstetik’ – det synes jeg vældig godt om, det er så kærligt på en måde.

Mere konkret fandt det sted på den her måde:

Deltagerne dryssede ind næsten til tiden.

Det første korte oplæg tog udgangspunkt i spørgsmålet: Er der en direkte modsætning mellem oprør og det at se TV? Der blev vist klip fra forskellige afbrydelser af live-udsendelsers planlagte forløb, ved besættelser af og aktioner og slåskampe i live-studiet. Oprøret bragt ind i studiet og videre ind i stuen, live-udsendelsens hermetik opløst og udsigelsen distribueret. Er den kollaborative live-redigering i bund og grund en forhandling af, hvordan vi formidler det der foregår i rummet imens det foregår?

En længere samtale om magt og TV og netværksbaserede medier fulgte. Den er interessant, at gense for der går ikke længe før alle glemmer, at benytte mikrofonen. Undskyld live-publikum. Nåh, ja og så følger en introduktion til udstyret, så alle får mulighed for at betjene kamera, billed- og lydredigering – forhandlingen kan begynde.

Det næste oplæg bar titlen: Live-videoredigering er ikke montage. Her er et lille citat: Spørgsmålet er om kollaborativ live-redigering kan være en slags prekær filmpraktik som splintrer det nøje administrerede og planlagte narrativs forsøg på at bibeholde illusionen om det umiddelbare eller illusionen om det samtidige, ved snarere at have som formål kollaborativt, at træne sensibilitet og opmærksomhed. Klipningen tager fart her.

Samtalen fra tidligere fortsætter. Der er også en lang pause på et tidspunkt her omkring. Med pauseskilt og pausejazz.

Det næste oplæg, eller egentlig: den efterfølgende tekstoplæsning, var en kort refleksion over de måder improvisation har formet nogle af de forsøg med liveredigering, som vi har gjort os. Det gælder også for det sidste indslag, der handlede om fejl. Alle de fejl og akavetheder, der hører til en tilnærmelse til potentialets æstetik.

Eva:

Man kan høre lidt af teksten om improvisation, læst op i det klip vi har valgt til Testing Grounds arkiv. Indslaget om fejl, kan man også se et uddrag af i klippet…

Mia:

Det var en virkelig god beskrivelse.

Rasmus:

Det blev måske lidt langt.

Joen: Jeg synes at det var dejligt billeddannende. Men måske skal i, Mia og Eva, fortsætte og fortælle om Prekær filmpraktik #4?

Mia:

Ja, det vil jeg gerne forsøge at gøre.

Mia:

Udgangspunktet var at afprøve voxpop som en prekær-filmpraktik-metode: Det at gå på gaden og stille spørgsmål til tilfældigt forbipasserende. Materialet, der blev live-transmitteret, var i høj grad uforudsigeligt, ukontrollerbart, fuld af affekt og “fejl” – hvad ville folk sige? hvad skulle vi svare/spørge om? hvem ville vi møde?

Eva og jeg havde forinden set Poul Martinsens klassiske tv-dokumentar Under Uret (1985), i hvilken han portrætterer og interviewer forskellige folk på hovedbanegården om hvor de skal hen, hvad de laver, hvordan de lever, hvad der bevæger dem. Og i hans fodspor valgte vi banegården som destination med Art hub Copenhagen som produktions-studiet og det punkt vi med kamera og mikrofon bevægede os ud fra og tilbage til.

I studiet befandt sig en klipper, Maya B, som vi ikke havde arbejdet med før. Hun (live) redigerede mellem flere kanaler: de billeder og den lyd vi transmitterede fra gaden/banegården og billeder fra 3 kameraer, der var i studiet: det ene pegede ned på klippestationen og hende selv, og de andre filmede skærme, der afspillede et arkiv af forskellige klip fra filmhistoriske eksempler, der gør brug af vox pop. Fx. Jag är nyfiken gul af Vilgot Sjöman, Love meetings af Pier Paolo Pasolini, Chronicle of a Summer af Jean Rouch og Edgar Morin og førnævnte Under Uret mfl.

Eva:

Måske skal vi nævne at Maya B ikke kendte til vores arkivmateriale og dets timing. Hun klippede i to timer med antennerne ude, så at sige, og måtte hele tiden tage udgangspunkt i, hvad der nu var for hånden.

Mia:

Ja. Og det gjorde det ikke lettere, at vores spørgsmål på gaden var meget åbne, som hvad ville du gerne spørges om af os? eller hvad synes du ville være relevant at spørge en fremmed om lige her eller – med reference til netop den kanoniske Chronicle of a Summer: er du lykkelig, kan jeg spørge dig om det?

Eva:

Nogle af de første vi løb ind i var mennesker involveret i et lokalt tv-projekt, som havde sat et telt op på torvet for at facilitere samtaler og information om Covid. Kameraet og snakken blev hurtigt akavet her, de interviewede vidste i høj grad, hvad deres tv handlede om. Det handlede om sandheden. De vidste måske også, at vi potentielt set var uenige i deres sandhed, og nu var det vores produktion de gæstede.

Mia:

Der var helt klart en forsigtighed begge veje. Men derfra bevægede vi os videre mod hovedbanen, uafklarede om hvornår vi “udstillede” folk, hvad vi skulle give taletid, med et samtidigt ønske om en bred repræsentation. Gaden var fuld af folk, der kæmpede for at overleve hver dag, men også fuld af folk, der måske levede nogenlunde som de ønskede. Mikrofonen og kameraet, pegede hele tiden tilbage på os selv, på vores egne positioner, identiteter.

Eva:

Mange ville ikke interviewes, viftede sky eller travle mikrofonen væk, men cirka halvdelen ville gerne spørges om noget.

Mia:

Ja. Med et ærinde om at bruge maskineriet til at etablere uforudsete møder og snakke om noget, vi ikke kunne vide, endte vi i samtaler om mad, gentrificering, om at kigge på mennesker, skoletræthed, sygdom, og vi kunne have talt om alt muligt andet afhængigt af hvem vi stoppede. Kan du ikke huske, at du spurgte en kvinde om hun var lykkelig og hun svarede prompte “hva! med to multihandicappede børn på 10 år, mentalt alderssvarende til børn på tre år, lykkelig hmpf! og at hun sagde, at det var hendes egen skyld, hendes kromosomfejl, der havde forårsaget det…

Eva:

Jo, jeg blev lidt paf, mens jeg forsøgte at samle mig hurtigt sammen og spørge nænsomt ind til det.

Mia:

Ja, og så satte hun flere ord på og blev mildere. Hun forklarede, at hun havde vænnet sig til det liv hun havde. Og så pludselig kom hendes tog og hun smilede og vinkede farvel og du vendte dig lidt berørt og stødte lige ind en høj nysgerrig teenager, der havde været i københavn for at købe et særligt rensemiddel, til en særlig slags hvide sneakers.

Eva:

Haha, gud ja.

Mia:

Jeg genså live-udsendelsen for nyligt – og med mildere øjne. Da jeg så den første gang, blev jeg ramt af en notorisk skuffelse i mangel af et bedre ord. Det var meget mere kedeligt og abrupt end jeg havde forestillet mig.

Eva:

Ja, der er altid to versioner i live-video-redigeringen: den der blir lavet og den man forestiller sig undervejs.

Mia:

Ja, det er det. Men på den anden side af mødet mellem de to versioner, er der et spændende arbejde med at kigge på det der rent faktisk er, som ikke kun handler om hvad man vil gøre anderledes næste gang, men som også går ud på at finde potentialet og måske endda poesien i det som ikke tilfredsstiller én først.

Eva:

Det er godt formuleret. Hvad tænker i andre? Kan vi ende denne samtale her?

Alle:

Ja.