Menu

Open Call: Wintanworks 2024

Wintanworks er et residency og udvekslingsprogram mellem Art Hub Copenhagen (AHC) i Danmark og kollektivet blaxTARLINES KUMASI i Ghana. Deadline for ansøgninger er 26. oktober 2023.

The Savannah Centre for Contemporary Art (SCCA) er et kunstnerdrevet projektrum, udstillings- og forskningshub i Tamale i Ghana. i løbet af Wintanworks-residenciet vil der være en eskursion til blandt andet SCCA . Foto er taget af tidligere resident, Sofie Amalie Andersen

Wintanworks er et residency og udvekslingsprogram mellem Art Hub Copenhagen (AHC) i Danmark og kollektivet blaxTARLINES KUMASI i Ghana. Et residencyprogram, der tilbyder to kunstnere – én fra hvert land – at ”bytte” lokation i én måned og dermed træde ind på en anden kunstscene og i en anden kultur.

AHC arbejder for at give tid, rum og sprog til samtidskunsten, og idéen med Wintanworks er at skabe grobund for og støtte til kunstnerisk udveksling og netværksdannelse mellem nord og syd, mellem Danmark og Ghana.

Programmet består af indkvartering i henholdsvis Accra/Kumasi og København samt et fastlagt program med mulighed for at udføre research, danne nyt netværk og afholde en offentlig talk.

Navnet Wintanworks er en sammentrækning af ”Winter” og ”Harmattan” (ørkenvind) og peger helt enkelt på, at residenciet finder sted i februar-marts, når der blæser kolde vinde i Danmark og kraftige og Sahara-støvede i Vestafrika.

Wintanworks fandt sted første gang som pilotprojekt i februar 2023, hvor kunstnerne Abdul-Salam Alhassan og Sofie Amalie Andersen deltog. Du kan læse om deres oplevelser og udveksling her.

~

PROGRAMMET (fra primo februar til ultimo marts), organiseret af blaxTARLINES KUMASI

UGE 1
Ankomst til Accra og velkomst ved Elolo Bosoka fra blaxTARLINES KUMASI. Indkvartering og introduktion til kunstscenen i Accra med ture til gallerier og kunstnerdrevne udstillingssteder.

UGE 1-2
Videre rejse til Kumasi sammen med Elolo Bosoka. Indkvartering og introduktion til atelier samt de stiftende medlemmer af blaxTARLINES KUMASI. Atelierbesøg og møder med relevante kunstnere og kuratorer. Desuden møde med programmets udvalgte ghanesiske resident, inden vedkommende rejser til København. Det forventes, at den danske kunstner vil lave en præsentation af sin praksis og udvalgte værker.

UGE 3
Mulighed for tid til at arbejde i atelieret og foretage research. Ekskursion til Red Clay Studio, SCCA Tamala og Nkrumah Volini. Evt. møder med relevante kunstnere eller kuratorer.

UGE 4
Rejse tilbage til Accra for at lave en talk på the Foundation for Contemporary Art (FCA). Senere på ugen afrejse til København og møde den ghanesiske resident afslutningsvis.

~

HVEM KAN SØGE?

Alle professionelle billedkunstnere kan ansøge om deltagelse i dette residency. Du skal enten være uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi, Det Kongelige Danske Kunstakademi eller have en lignende billedkunstfaglig uddannelse eller baggrund. Det er ikke muligt at ansøge som duo eller kollektiv.

~

VIGTIG INFORMATION

Lige nu fraråder det danske udenrigsministerium alle ikke-nødvendige rejser til de nordlige regioner af Ghana. Rejseaktiviteterne under Wintanworks foregår i det sydlige Ghana, og med vejledning fra Udenrigsministeriet vurderer vi derfor, at det for nuværende er forsvarligt at rejse dertil som resident. Vi følger selvfølgelig situationen løbende.

Du kan læse mere her.

~

SÅDAN SØGER DU:

For at søge skal du indsende følgende:

  • Udfyldt ansøgningsskema (højreklik på dette link og vælg ”Åbn link i ny fane”, vælg ”Download”. Skemaet er en Word-fil og SKAL udfyldes på engelsk)
  • CV inkl. kontaktoplysninger (max. 1 A4-side)
  • Billedmateriale inklusiv korte beskrivelser (max. 4 A4-sider)

Alt dette skal sendes som en samlet pdf-fil på max. 5 MB.

Ansøgningen sendes til ansogning@arthubcopenhagen.dk. I emnefeltet skal du skrive ”Wintanworks 2024”.

Vi skal have modtaget din ansøgning senest torsdag den 26. oktober 2023.

~

UDVÆGELSESKOMITÉ

Alle ansøgninger vil blive gennemgået og vurderet af en ekstern, kunstfaglig komité. blaxTARLINES foretager det endelige valg af residency-kunstner, som får besked umiddelbart herefter.

Wintanworks drives af Elolo Bosoka fra blaxTARLINES KUMASI og Marie Braad Larsen fra AHC, som også vil være residentens kontaktpersoner gennem forløbet.

Har du spørgsmål til Wintanworks, så skriv til Marie Braad Larsen på mb@arthubcopenhagen.dk

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12