Hannah Heilmann (DK)
Kunstner
Program
-
Artistic Practice (Kunstner)
Hannah Heilmann er cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og underviser ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun arbejder primært med installation, objekter og performance, og har performet på bl.a. Marselleria i Milano, Manifesta 11 i Zürich, Statens Museum for Kunst, og National Gallery of Art i Vilnius. Hendes udstillinger omfatter præsentationer på AROS, Møstings Hus, Den Frie, Shoot the Lobster i Los Angeles og EKKM i Tallinn. Hun var medstifter af det kunstneriske projektrum TOVES (2010-2017), og del af kunstnergruppen Ingen Frygt (2001-2010). Hendes værker indgår i samlinger på Statens Museum for Kunst, Kunstmuseum Brandts og Heart – Museum for Samtidskunst.
I sine performances, og gennem værker der ofte er skabt med lave og efemere materialer, afsøger Heilmann vores forhold til objektet og varen. I hendes værker sættes kroppen op mod tingene omkring den, adfærd spændes ud imellem værdisans og besiddertrang, gallerirummet kan tage form af et showroom, og forbrug relateres til både begær og skam.
I forbindelse med Heilmanns udstilling A Webshop through the Ages på Ariel i København i 2021 skrev kunstkritikeren Mathias Dyhr at hun med kirurgisk præcision arbejder i mellemrummet ”hvor det ikke er til at skelne fri vilje fra tvang, ved gennemgående at spille på ambivalens, vekselvirkninger og repetition.” Gennem tvivl og tvetydighed, dagdrømme og hverdagsmaterialer anspiller Heilmann således sociale og økonomiske systemer, som en nutidig erfaring er spundet ind i.
Hannah Heilmann bor i København.