Menu

OPEN CALL:
Art Hub Residency
Efterår 2021

Art Hub inviterer til efteråret tre billedkunstnere i residency på Halmtorvet i København, og som noget nyt tilbyder vi et ekstensivt udviklingsprogram med fokus på netværksdannelse, fordybelse, produktion og formidling.

Lige nu er der åbent for ansøgninger til efterårets residencyprogram, som løber fra august til og med december 2021. Deadline for ansøgning er mandag den 10. maj 2021 kl. 12.

Nedenfor kan du læse mere om programmet og om kriterier samt procedure for ansøgning.

Art Hub værdsætter diversitet højt. Vi opfordrer derfor alle uanset etnicitet, køn, identitet og seksualitet til at søge.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

 

ART HUB RESIDENCY
Art Hub er en netværksskabende institution, som arbejder på at skabe betydningsfulde forbindelser for kunstneres karriere. Derudover lægger Art Hub vægt på at tilgodese tid til fordybelse i egen praksis og desuden arbejde målrettet på at tilbyde kunstnere redskaber til at varetage formidling af egen praksis.

Art Hubs residencyprogram er derfor tilrettelagt efter tre indsatsområder:

  • Netværk
  • Produktion/Fordybelse
  • Formidling.

Det er af stor vigtighed, at ansøgeren er indforstået med programmet, inden der ansøges. Du finder den fulde programbeskrivelse her.

Art Hub Residency indeholder:

  • Et atelier på Halmtorvet til arbejde og fordybelse uden krav om værkproduktion. Ateliererne egner sig på grund af deres størrelse ikke til større produktion, men til research- og skrivebordsarbejde.
  • Samlet honorar på 75.000 kr. fordelt på fem udbetalinger à 15.000 kr., som falder ved udgangen af hver måned. Herudover kommer et startbeløb til produktionsomkostninger på 15.000 kr., der tilfalder efter aftale.
  • Et ekstensivt udviklingsprogram, tilrettelagt og udviklet af Art Hubs kunstneriske rådgiver Mette Woller.
  • Mulighed for et arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst af kortere varighed.

KRITERIER FOR ANSØGNING
Art Hubs residency kan dette efterår søges af billedkunstnere, der er EU/EØS-statsborger, nordisk statsborgere er borger i Schweiz. Programmet er for kunstnere, som befinder sig på et stadie, hvor deres praksis har en vis tyngde og aktivitet, men hvor Art Hubs program vil kunne hjælpe med at udbrede og i endnu højere grad etablere kunstnerens praksis på nationalt såvel som på internationalt plan.

Programmet er både for nyuddannede kunstnere såvel som kunstnere, hvor det på anden vis vurderes, at residencyprogrammet vil kunne få dem i nye, udviklende retninger. Alder har ingen betydning.

FORVENTNINGER
Som resident i Art Hub siger man ja til at indgå i det fremlagte residencyprogram. Det forventes, at kunstneren har sin daglige gang i Art Hub og deltager i alle programmets planlagte møder, samtaler og events. Det er dog muligt at planlægge kortere rejser og tilse andre forpligtelser af arbejdsmæssig karakter undervejs i forløbet.

Programlægningen sker i samtaler mellem resident, kunstnerisk rådgiver og Art Hubs projektleder. Det første indledende møde ligger onsdag den 16. juni 2021. Her mødes de udvalgte kunstnere med kunstnerisk rådgiver Mette Woller samt projektleder om programlægning og forventningsafstemning.

ANSØGNING
Din ansøgning til Art Hub skal indeholde:

  • Udfyldt ansøgningsskema via dette link (højreklik og åbn i ny fane til download).
    OBS! Ansøgningen skal udfyldes på engelsk.
  • CV på max 1 side
  • 3- 5 A4-siders billedmateriale med korte beskrivelser af hvert projekt.

De tre dele skal sendes samlet i én PDF på max. 20 MB til ansogning@arthubcopenhagen.dk

Art Hub behandler dine personlige oplysninger fortroligt og i henhold til de europæiske GPDR-regler.

Ansøgningsfrist er mandag den 10. maj kl. 12. Svar kan forventes inden for tre uger derefter.

Alle fremsendte ansøgninger læses og vurderes af en faglig jury, bestående af:

    • Awa Konaté, kurator, forsker og stifter/direktør af Culture Art Society (CAS)
    • Stefanie Hessler, kurator, skribent og direktør af Kunsthall Trondheim, Norge
    • Mette Woller, kurator og kunstnerisk rådgiver i Art Hub.

Har du spørgsmål, kontakt venligst projektleder Marie Braad Larsen på mb@arthubcopenhagen.dk

AHC : gives time, space and voices to artistic experimentation

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12